Rejsereportage og guide fra Daniel Hvalsø Carlsens tur til Istanbul i februar 2024
Istanbul rummer det hele. Også for groundhoppers med mod på lidt af hvert. Det er billigt at flyve dertil. Mad, drikke og transport i byen koster i hvert fald heller ikke alverden. Alt i alt er scenen sat til en rigtig god tur med alt inklusive.
Her skal vi omkring fire kampe på forskellige niveauer – alle i Istanbul. Derudover ser vi bl.a. på, hvordan man køber billetter til topkampe i Tyrkiet, transport rundt i Istanbul og hvor man med fordel kan booke overnatninger.
Tre timer med fly til Istanbul
Istanbul ligger kun lidt over tre timers flyvning fra København. Flere lavprisselskaber tilbyder direkte ruter dertil. Udenfor højsæson kan man sagtens finde en returbillet for ikke meget mere end 1.000 kr.
Fordelene ved at tage til Istanbul enten i foråret, efteråret – eller sågar om vinteren – kan være mange. Man ‘slipper’ jo for at byen er overrendt af andre turister. Alligevel kan der sagtens være hektisk. Især hvis man begiver sig ud i den til tider hæsblæsende trafik på Istanbuls veje.
Istanbul egner sig fint til en forlænget weekend med bold på menuen. Man når dog kun at se en mindre del af byen pga. den enorme størrelse. Over 15 millioner indbyggere taler sit tydelige sprog.
Passolig – det tyrkiske stadionpas
Den helt store udfordring ved groundhopping i Istanbul kan opstå, når der skal købes billetter til de to bedste tyrkiske fodboldrækker. Her kræves der nemlig oprettelse af et såkaldt Passolig – et personligt adgangspas til billetkøb.
Med oprettelse af et Passolig bliver man registreret med pasnummer og andre oplysninger. Systemet er til for at undgå hooliganisme på tyrkiske stadions. Desværre udgør det en hæmsko for udenlandske fodboldturister i Tyrkiet. Men skribenten af disse linjer overvandt udfordringen – og så kan du også.
Man registrerer sig via hjemmesiden for Passolig. Den del går egentlig nemt nok. Prisen for at oprette et sådant pas ligger på omkring 70 danske kroner. Man skal være opmærksom på, at man kan vælge at oprette kortet som fan af et bestemt tyrkisk hold. Dette kan rumme både fordele og ulemper.
Hvis man opretter sit Passolig som fan af fx. Besiktas, vil det medføre, at man kan købe nærmest alle typer af billetter til kampe med netop det hold. Det vil dog også medføre, at der vil være restriktioner i forhold til at købe billet til kampe med rivalerne fra Galatasaray eller Fenerbahçe.
Et Passolig kan også oprettes som neutral tilskuer. Her vil man så ikke kunne købe billetter som fan af de enkelte hold. Man må i stedet vente på, at eventuelle billetter til neutrale afsnit på stadion bliver sat til salg. Eller også kan det være, man skaffer sig adgang på anden vis. At ‘kende nogen’ er ikke dumt i Istanbul.
Passolig er lidt af et cirkus. Det bliver bestemt heller ikke mindre let af, at den medfølgende app ikke er oversat til engelsk – i modsætning til browser-udgaven. Desværre finder man så kun sine billetter på app’en.
Måske man ligesom jeg kan få hjælp af en dansker med tyrkiske rødder (tak, Sükrü) – ellers må Passolig tages som en udfordring. Det er i hvert fald ikke det letteste i verden at anskaffe sig billetter til kampe med de tre giganter i Istanbul: Fenerbahçe, Galatasaray og Besiktas. Men alt har naturligvis en pris.
Filizspor 4-3 Aslantepe (1. Amatör Lig / 4 GRUP)
Yeşilova Kemal Aktaş Stadyumu
Søndag d. 11. februar, 2024 kl. 10:45
I Istanbul finder man mange byer i én. Bydelen, der rummer dette stadion, går under det mundrette navn ‘Küçükçekmece’.
Her er vi til kamp på det næstlaveste tyrkiske niveau. Men hjemmeholdet får altså alligevel lov til at låne et rigtigt stadion med en fin størrelse tribune og det hele.
Der var vel cirka 100 tilskuere til gratis bold en søndag formiddag. Stadion ligger ikke langt fra hverken havet eller et spraglet søndagsmarked med varer til meget billige priser.
En kunstgræsbane klemt inde mellem boligblokke i en hektisk storby kan altså bare et eller andet. Udenfor stadion bliver man straks en del af byens hektiske stemning igen.
Læg mærke til de store mængder af skaller fra solsikkefrø på tribunerne. Der bliver godt nok gnasket på livet løs, når bolden ruller på banen.
Esenler Erokspor 4-0 Afjet Afyonspor (2. Lig)
Esenler Stadyumu
Søndag d. 11. februar, 2024 kl.14:00
I Istanbul-bydelen Esenler hører Erokspor hjemme. Man har et fint og harmonisk stadion med god plads på tribunerne. Sæderne har i øvrigt de helt rette gule og grønne farver, som matcher med hjemmeholdets kampdragt.
Ud af højttalerne brager HØJ og international stadionmusik før, under og efter kampen. Udenfor stadion kaldes der til bøn fra minareterne – ligeledes på maksimal volumen.
En lille fangruppe holder liv i stemningen. Der er capo-tårn til dirigenterne – samt en ihærdig trommeslager til stede.
Erokspor var på vej op i den næstbedste række, da jeg var på besøg. Dette gav sig også til udtryk i kampens forløb. En udehold blev efterhånden nedbrudt og måtte drage hjem med en endefuld på 0-4.
Og billet til kampen? 30 tyrkiske lira. Sådan cirka 7 danske kroner. Ikke noget, der for alvor gør et indhug i budgettet. Man får endda en rigtig billet stukket i hånden mod kontant betaling.
Der var ikke noget salg af mad og drikke på stadion. Udenfor kunne man dog erhverve sig en durum – også til meget billige penge.
Fenerbahçe 2-2 Alanyaspor (Super Lig)
Şükrü Saracoğlu Stadyumu
Søndag d. 11. februar, 2024 kl. 19:00
Kadiköy i Istanbul rummer alt muligt. Og der er gang i den. Mildest talt. Fenerbahçe har stadion tæt ved vandet og tusind hyggelige gader med butikker, restauranter og barer. Man behøver ikke kede sig.
Jeg fik en billet for små 300 danske kroner. Erhvervet gennem en god kontakt og overført til mit Passolig. Der var dog tomme pladser på stadion, så mon ikke almindeligt køb også havde været muligt?
Prisen på billetter til topkampe i Istanbul kan virkelig være dyre, skal det siges. Her kan det desuden være en nødvendighed at konsultere sortbørshajer.
Fans tager tidligt ind på stadion. At komme i god tid er en rigtig god idé. Om ikke andet for at suge så meget af stemningen udenfor stadion til sig. Der bliver ikke drukket mange øl – til gengæld er der mad, sang og drikke ad libitum.
Tag ørepropper med i lommen, hvis du vil undgå tinitus. Der bliver piftet højt, når modstanderholdet har bolden.
Mønter får man dog ikke med ind på stadion, da de er lidt for populære som kasteskyts. De puttes i kasser ved indgangen og går til velgørenhed. Den tyrkiske lira er dog meget lav, så det er ikke enorme rigdomme, man eventuelt bliver bedt om at efterlade.
Fenerbahçe er et af de tre store hold i Istanbul (og Tyrkiet i det hele taget). Lydtrykket er massivt. Således er det garanteret også, når Galatasaray og Besiktas byder op til kamp. Tør slet ikke tænke på forholdene under Istanbul-derbies.
Eyüpspor 1-0 Gençlerbirliği (1. Lig)
Eyüp Stadyumu
Mandag d. 12. februar, 2024 kl. 20:00
10 tyrkiske lira er ikke meget for en billet til kamp i den næstbedste række. Faktisk svarede det ikke til meget mere end 2 danske kroner, da jeg besøgte Eyüps stadion i en af Istanbuls mest islamisk prægede bydele.
Det handlede nok mest om, at man skal registreres gennem Passolig for at se fodbold. Og så må man jo tage et symbolsk beløb for billetten.
CD’en med ‘Absolute 90’s’ var blevet fundet frem som lydtapet før kampen. Eller også var den aldrig blevet lagt væk. Kontrasten var til at føle på, da en af Istanbuls største moskeer kaldte til bøn nogenlunde samtidig. Dr. Alban eller afsyngning af vers fra koranen. Hvad skal man egentlig vælge?
Eyüp Stadyumu rummer kun en enkelt – men ok stor – tribune. Eller rettere: Udeholdets fans var sat i bur på en form for endetribune.
Det skal nok blive spændende, når Eyüpspor rykker op i den bedste række og får besøg af Istanbuls helt store kanoner. Mon man til den tid låner et større stadion eller bliver på den intime hjemmebane?
Smag på den lokale köfte fra herlige små og mobile madboder ved indgangen til stadion. Prisen for grillet kød i tyrkisk brød med tomat og godt med løg ligger kun lige på den gode side af en dansk 20’er. Det kan altså noget.
Tag til fodbold i Eyüp – og Eyüp i det hele taget – hvis du ønsker at opleve noget ret så fremmedartet set med europæiske briller. Det er endda muligt at ringe fra en telefonboks. Eksotisk og nærmest noget fra en svunden tid.
Sådan kommer man rundt i Istanbul
Istanbul er delt i to med Bosporus-strædet løbende midt imellem. Bor man på den østlige side, befinder man sig i Asien. Den vestlige side hører til det europæiske kontinent. Generelt må man sige, at priserne er noget lavere i den asiatiske del af Istanbul, da det ikke er her, de helt store turistattraktioner er at finde.
Det kan klart anbefales at tage en af de mange færger, når man skal rundt i Istanbul. Man bør på ingen måde undervurdere, hvor lang tid der hver dag bruges på kæmpe trafikpropper.
Metronettet er også godt udbygget. Når man lige har dannet sig et overblik, kræver det sjældent mange skift at finde frem med disse hurtige (og for det meste) underjordiske tog.
Uber er tilgængelig i Istanbul. Tjenesten er koblet sammen med byens gule taxaer. På den måde får man en cirkapris på forhånd og kan vælge at taxameteret skal være slået til. Det er en underdrivelse, hvis man siger, at en tur med taxa er lidt billigere end i Danmark.
Endelig kører der skam også busser. Her må man være klar på, at det hverken går særlig stærkt eller er særlig behageligt. Busserne kan være proppet til bristepunktet – men kan alligevel udgøre et brugbart alternativ til førnævnte transportmidler.
Hvor skal man bo i Istanbul?
Den asiatiske side af Istanbul er oplagt at booke overnatninger i, da man her er fri for de værste turistpriser og turistfælder. Desuden er der via metro let transport til lufthavnen, hvor lavprisselskaberne flyver til. Istanbul rummer også en anden lufthavn på det europæiske kontinent.
Kadiköy er en asiatisk bydel, hvor man både kan finde restauranter ad libitum, alverdens kopivarer, alkohol – og en havn med sejladser til mange andre dele af Istanbul. Det med alkohol er nok ikke uvæsentligt for den almene danske fodboldfan.
At finde en øl kan således være svært i nogle dele af byen. Vi befinder os jo på muslimsk territorium, hvor indtagelse af alkohol kan betragtes som en synd. Også selvom det lokale tyrkiske ølmærke, Efes, bestemt kan anbefales. En halv liter til 19 kroner på en bargade kan således opdrives i netop Kadiköy.
Man kan jo planlægge efter hvilke kampe, der er til rådighed. Ellers er det som nævnt ikke umuligt at komme omkring med taxaer og det offentlige. Men man rejser ikke fra den ene ende af byen til den anden på 20 minutter. Så er det sagt.
En anbefaling herfra er at undgå turistområderne af Istanbul. Her kan man blive budt på priser i euro eller dollars i stedet for den meget lave tyrkiske lira. Og så bliver det alt andet lige en del mere bekosteligt at opholde sig i byen.
Istanbul har væsentligt mere charme – og råhed – når man kommer ud i de perifere områder. Nogle dele af byen er meget islamisk præget med kald til bøn fra utallige moskeer. Man finder også et decideret finansdistrikt med skyskrabere.
Sådan planlægger man kampe at se i Istanbul
App’en Futbology dækker i skrivende stund de tre øverste rækker i Tyrkiet. Det tyrkiske fodboldforbund fastlægger dog først kampene endeligt et par uger, før de afvikles. Man må derfor have tålmodighed for at finde frem til sit kampprogram i Istanbul.
Hvis man venter på endelige tidspunkter, før man booker fly, vil det så være lig med et farvel til de billigste flybilletter. Man kan derfor med fordel prøve at regne sig frem til hvilke kampe, der bliver spillet hvornår. Dette er helt sikkert lettere sagt end gjort. Men hvis man har en hel lørdag og søndag til rådighed, kan man altid få en god portion fodbold at se.
Brug https://www.amatorfutbol.org/ til at finde kampe i Tyrkiet, som ikke er på Futbology. Det kan synes uoverskueligt – men skribenten her lykkedes alligevel med at opstøve en kamp på 7. bedste niveau. Dermed kom søndagen til at bestå af hele tre kampe.
Kan Istanbul så anbefales til Groundhopping?
Istanbul er en attraktiv destination af flere indlysende grunde. Byen er fyldt med spændende indtryk, billige priser, (forhåbentlig) godt vejr, lækker mad og drikke – og en masse fodbold på alle niveauer.
Det store minus er Passolig, som kan medføre vanskeligheder. Man skal under alle omstændigheder medbringe sit pas til kampe i de bedste tyrkiske rækker, hvis man håber på at få billet ved blot at møde op ved stadion.
Der er altid en vej indenfor. Også på de tyrkiske tribuner. Forvent en medlevende kulisse af dedikerede fans – særligt når de tre store Istanbul-klubber spiller.
Man kan få det, som man vil have det i Istanbul. Det er endda muligt at opdrive fred og ro. Storbyens puls banker dog uden stop et eller andet sted i baggrunden. Der er altid noget nyt og spændende at opleve.
Ja, Istanbul kan bestemt anbefales (også) til groundhopping.
Vil du skrive en reportage om din fodboldrejse?
Tak til Daniel for det flotte skriv om turen til Istanbul og de fede billeder. Hvis du har været på fodboldrejse og gerne vil skrive om det, og inspirere andre fodboldfans, så lægger vi meget gerne platform til det her på bloggen. Kontakt os via vores sociale medier, hvis det lyder som noget for dig.
Læg en kommentar