Derby della Capitale er måske et af verdens mest berømte lokalderbys, og en kamp som sætter den evige stad på den anden ende i flere dage. De to romerske storklubber AS Roma og SS Lazio, deler den italiensk hovedstad og Det Olympiske Stadion mellem sig.

SS Lazio er den ældste af de to klubber, men i dag er AS Roma “storebror” med flest fans. Fordelingen i Rom er cirka 65-70% Roma-fans og 30-35% Lazio-fans. Centrum og den sydlige del af Rom er typiske Roma-områder, især de gamle kvartere som Monti, Trastevere og Testaccio (hvor AS Roma i øvrigt er grundlagt). Lazios fans kommer primært fra det nordlige (og mere velstående) Rom, samt fra forstæderne og det romerske opland. Det første Derby della Capitale blev i øvrigt spillet i den 4. maj 1930 og endte med en Roma sejr på 3-1.

AS Roma

Historien om AS Roma starter med en sammenlægning af tre romerske fodboldklubber (Alba Roma, Roman og Fortitudo Pro Roma) i sommeren 1927. Bag sammenlægningen stod fascist-diktatoren Benito Mussolini, som ønskede én stærk romersk klub til at tage kampen op mod de norditalienske klubber. Lazio formåede at undgå sammenlægningen og forblive som selvstændig klub, selvom det egentlig var på tale at Lazio også skulle indgå i ét stort romersk hold.
Igen er det altså umuligt at tale om italiensk fodbold, herunder de romerske klubber uden at politik er indblandet. Noget vi slet ikke er vant til i Danmark eller Nordeuropa. Men den italienske fodboldverden er en refleksion af det italienske samfund. På godt og ondt.

AS Roma er som nævnt grundlagt i det sydlige Rom, nærmere bestemt Testaccio-kvarteret, som er et kendt arbejderkvarter. Hvert år fejrer klubbens fans klubbens fødselsdag i dette kvarter. Det var også her klubbens første stadion lå. Det hed Campo Testaccio, som man stadig i dag kan se resterne af.

Kampen om at være mest romersk

Et fascinerende aspekt ved det romerske derby, er at hele stemningen omkring kampen bærer præg af byens historie og storhed. En by som gang var verdens centrum og som havde erobret mere end halvdelen af den kendte verden. Et imperium, som byen stadig lever på og som begge klubbers fans bestemt ikke har glemt. Og begge gør krav på som en del af deres arv og historie. Romersk-heden sidder så dybt i begge klubber og deres fans.

Ulvene fra Rom

AS Romas logo bærer “la lupa” (hun-ulven) som logo. Ulven som Roms grundlæggere, de to brødrene Romolo og Remo, ifølge legenden er vokset op hos. Romolo slår sin bror ihjel og grundlægger Rom i år 753 før kristus. Ulven er i dag byens symbol og til stede overalt i byen. Det samme er ørnen, som er Lazios logo. Ørnen er ligeledes ældgammel romersk symbol. Et symbol på det romerske imperium og brugt til at fører de romerske legioner i krig.
Ulven og ørnen er altså to romerske symboler, som klubberne nu flere tusind år senere har taget til sig, som er en del af både klubbernes og deres tilhængeres selvforståelse. Uden for Rom, i resten af Italien, ses romere som arrogante og er ikke særligt vellidte. Det latinske slogan for byen lyder “Caput Mundi” (verdens hovedstad).

Og sådan opfatter romerne deres by, som den smukkest og vigtigste by i verden. Og det tager de med på stadion og især til derbyet, hvor det gælder om at tage patent på romersk-heden og de mange tusind års arv.

Tifoer

Dette kommer ofte til udtryk i det store koreografier (tifoer), som sjælden skuffer og altid har henvisninger til byens historie. Derudover ses på tribunerne de mange bannere, som fremvises fra hver ende af stadion, og som ofte er fornærmelser af modstanderne. Fangrupperne sætter en ære i at skrive disse budskaber på romersk dialekt. Kort sagt er de en del af kampen om hvem, der er mest romersk. Er man i stand til at læse bannerne, er der ofte ganske underholdende at følge med i under kampene.

De rigtige farver

Et klassisk budskab lyder (fra Lazios fans), at Lazio er den ældste klub i Rom, og dermed den rigtige. Roma svarer igen på dette med at sige noget i retning af: “ja I er den første klub, men I valgte ikke byens navn og farver, så I har forrådt Rom” (gul og rød er, udover at være AS Romas farver, nemlig også byens officielle farver). Lazio svarer tilbage at Romas fans ikke er rigtige romere, men blot tilflyttere. Og svaret tilbage lyder at Lazio blot er Napoli i forklædning (med henvisning til at begge klubber spiller i lyseblå, og at Napoli og Rom er to byer som hader hinanden indædt). Dette er blot nogle af de mest lødige og underholdende fornærmelser mellem klubbernes fans, som man kan være vidne til under derbyet. Der findes budskaber langt værre.

Fanscenen i Rom

Det romerske derby er blevet en institution i ikke blot italiensk, men i europæiske fodbold. Ikke mindst på grund af de to klubbers fans og stemningen under derbyet. Det Olympiske Stadion har plads til godt 73.000 tilskuere og modsat mange andre store europæiske derbys har romerne forstået, at tilstedeværelse af “udeholdets” fans, bidrager til helhedsoplevelsen for alle.

Curva Sud

Romas fans står i den sydlige ende “Curva Sud”, mens Lazios står i den nordlige “Curva Nord”. Til derbys tildeles “udeholdet” altså hele deres normale “curva” + “distinti” (siderne), det vil sige at “udeholdet” medbringer cirka 19.000 fans, hvilket bidrager til en meget intens atmosfære. I modsætning til eksempelvis “El Clasico” mellem Barcelona og Real Madrid, hvor udeholdets fans ofte tæller få hundrede.

Både Roma og Lazio er klubber med få titler og mesterskaber, sammenlignet med de store norditalienske klubber. Måske også derfor har derbyet i Rom, udviklet sig til den vigtigstekamp i sæsonen for klubberne og deres fans. De ved godt, at de ikke kommer til at spille med om mesterskabet, og derfor afgøres sæsonen på om derbyet vindes.

Selve spillet på banen har ikke altid være europæiske topklasse. Bevares, begge klubber har vundet europæiske trofæer og spiller stort set altid med i et af de europæiske gruppespil. Men det som tiltrækker opmærksomhed og interesse for det romerske derby, kan ofte summeres til ét ord, drama. Dramaet foregår typisk både på og uden for banen, og ofte begge steder.

Det politiske aspekt af Rom-derbyet

De mest hardcore italiensk fans kaldes ultras. Både Roma og Lazio har historiske ultras-fangrupper som opstod tilbage i 1970’erne da den italiensk fanscene for alvor begyndt at vokse og blive organiseret.

1970’erne var en meget urolig tid generelt i Italien, med politisk terror og kampe mellem den yderste højrefløj med fascister og den yderste venstrefløj med kommunister. Stort set midt i disse politiske kampe fødes og grundlægges mange af de italienske fangrupper, som ofte tager de politiske kampe med på stadion. Noget som i dag er stort set udryddet (og i øvrigt er politiske budskaber i dag forbudt på stadions).

Arven fra dette mærkes dog op gennem 1980’erne, 1990’erne og 2000’erne, hvor de politiske budskaber (både fra den ekstreme højre- og venstrefløj) ofte var meget stærkt til stede på italiensk stadions generelt, og især de romerske klubber er kendt for dette.

Fascismen

Lazio bliver ofte stærkt forbundet med fascistiske fans, især ultras-gruppen Irriducibili, som blev stiftet i 1987, men som i dag er opløst. Gruppen var verdensberømte for ekstremt højreorienterede synspunkter, som de også skiltede med på stadion, i form af bannere, flag, sange, tifoer og lignende.

I dag er flag med eksempelvis hagekors og keltiske kors forbudt på stadion, men op gennem eksempelvis 00’erne var det hverdagskost i Curva Nord. Man skal dog ikke tage fejl og tro at Lazio ikke længere har fascistiske fans. Og det er ikke et særsyn at opleve fans som laver “saluto romano” (den romerske hilsen – som er den italienske version af at heile med strakt højre arm), samt at høre den anti-kommunistiske sang; “Avanti ragazzi du Buda” (en italiensk støtte-sang til den ungarske opstand mod de sovjetiske besættelsesstyrker i 1956). En sang som i dag er stærkt forbundet med fascismen og som absolut intet har med fodbold at gøre.

Opgøret med facismen

Går man en tur i Rom og især de nordlige kvarterer af byen, vil man kunne se rigtigt meget Lazio-relateret graffiti, som ofte er akkompagneret af højreekstreme budskaber. Til hele historien hører, at Italien efter Anden Verdenskrig, aldrig har taget et opgør med krigens synder og fascismen, sådan som man har gjort det med nazismen i Tyskland. Således står der i dag en obelisk foran Det Olympiske Stadion med påskriften “Mussolini Dux” (oprindeligt opsat til ære for den italiensk fascist-diktator Benito Mussolini, men som aldrig er taget ned igen). På sammen måde kunne man ikke forestille sig statuer eller hyldest til Adolf Hitler i dagens Tyskland.

Pointen er at Italien aldrig for alvor har taget afstand til den højreekstreme historie og dermed er det forblevet socialt accepteret i mange kredse, at sympatisere med fascismen. Især i Rom, hvor det i visse grupper blandes godt sammen med fortidens romerske imperium og byens storhedstid. Meget af dette er altså taget med på stadion og især Lazios fans er kendt for dette.

To politiske spektra

Men også AS Roma har sine politiske fangrupper. I Curva Sud ses i dag bannere for to ultrasgrupper fra hver side af den politiske spektrum. Gruppen Fedayn, grundlagt i 1972 er erklæret kommunistisk og har taget navn efter en gruppe af palestinæsiske frihedskæmpere. På den anden side af tribunen ses gruppen Boys Roma, ligeledes fra 1972, med deres banner og logo, som er en opgående sol (et kendt fascistisk symbol). Altså to grupper med ekstremt modsatrettede politiske holdninger.

Det skal dog nævnes, at disse grupper og holdning i dag er mindretal både hos Roma og Lazio, samt at klubberne gøre meget for at holde denne type fans og deres politiske budskaber ude af stadion.
Dog bidrager disse underliggende politiske værdisæt til dramaet omkring det romerske derby. Noget som før i tiden ofte udvikledes sig voldeligt og gav sammenstød mellem fangrupperne og politiet. Det hører dog hovedsageligt fortiden til og det er ganske ufarligt, for almindelige tilskuere at tage på stadion til disse kampe.

Tre romerske legender

Romerske Guder eller legender om man vil. De bliver dyrket som absolut helte i både AS Roma og SS Lazio.

Francesco Totti

Det er umuligt at tale om AS Roma uden at nævne Francesco Totti. Måske den største af alle romerske legender. Han er kendt som en af de eneste topspillere i verden, som kun har spillet i én klub. Fra 1992 til 2017 spillede Totti på AS Romas førstehold, foruden et par år som ungdomsspiller i klubben tidligere. En rekord på 25 sæsoner, som nok aldrig bliver slået igen, på europæiske topniveau. Da han i 2017 indstillede karrieren var der dyb sorg i Rom, hvilket Mediano har lavet en særdeles vellykket podcast om, som kan høres her.

Daniele De Rossi

Daniele De Rossi er en anden tidligere AS Roma-spiller. Han fik 18 sæsoner i klubben fra 2001 til 2019. Isoleret set meget ærværdigt. De Rossi sluttede sin karriere i argentinske Boca Juniors, efter at været blevet fyret i AS Roma, hvilket absolute ikke vakte glæde blandt de romerske fans, og resulterede i flere dages protester foran klubbens hovedsæde med mange rasende fans. Havde De Rossi ikke spillet samtidig med Totti, havde han måske været endnu mere berømt for sin loyalitet til klubben, men i sidste ende skyggede Totti nok for hans berømmelse. Både Totti og De Rossi er rigtige romere og født i Rom. Hvilket er ekstremt vigtigt for klubbens fans. Totti omkring San Giovanni-kvarteret, hvor der i dag findes flere murmalerier af ham, og De Rossi i Roms havneby Ostia. Mange steder i Rom vil man kunne se graffitien “DDR vanto di Roma” – som står for “Daniele De Rossi, Roms stolthed”.

Paolo di Canio

Paolo di Canio er i nyere tid, Lazio modstykke til de to ovenstående. Di Canio er også romer og opvokset i kvarteret Quarticciolo, et kvarter i det østlige Rom, som bestemt ikke har det bedste ry. Di Canio spillede i Lazio over to omgange, første gang fra 1987 til 1990 og igen fra 2004 til 2006. Han blev især kendt fordi han offentligt erklærede sig medlem af den famøse Lazio ultras-gruppe Irriducibili, som tidligere er nævnt. Han har i TV-interviews fortalt hvordan han tog med dem på udebaneture, og var en del af gruppen før han blevprofessionel fodboldspiller. Lazio fans elskede ham for dette. I hans anden perioden fra 2004, blev han især kendt i udlandet fordi han lavede en såkaldt “saluto romano” (heilede) til Lazio fans efter en scoring. Noget som kom i mange internationale medier. I sin tid i udlandet spillede han flest kampe for engelske West Ham, hvilket har medført et stærkt venskab mellem Lazios og West Hams fans. På og omkring stadion ser man ofte Lazio fans med West Ham merchandise stadig den dag i dag, Og især i det nordlige Rom ses unge mennesker ofte med West Ham trøjer til hverdag, de er med garanti Lazio fans.

2004: Den “døde” drengs derby / det afbrufte derby

Den 21. marts 2004 blev et af de mest berømte derbys spillet i Rom. Derbyet er berømt fordi det aldrig blev spillet færdigt og for særligt Romas ultras indblandede sig i kampen. I perioden i starten af 00’erne var de romerske derbys og kampe generelt i Italien ofte præget af tilskueruroligheder. Det var før indførsel af det såkaldte “tessera del tifoso” i 2009, som var/er et kort til registrering af udebanefans, som følge af mange års fanuroligheder og en dræbt politimand på Sicilien efter det sicilianske derby mellem Palermo og Catania.
Tilbage til Rom 2004, også denne dag var der små uroligheder før kampen og under første halvleg begyndte der på Romas Curva Sud, at løbe rygter om at en dreng var blevet kørt ned at politiet under disse uroligheder og dræbt. Det viste sig senere at drengen ikke var død.

Magtfulde ultrasgrupper

I denne periode var både Roma og Lazios ultrasgrupper særdeles talstærke og meget magtfulde, og spændingerne mellem fans og politi var på sit højeste. Da anden halvleg netop er gået i gang, går tre repræsentanter fra Romas ultras ind på banen og kræver at tale med Romas anfører Totti. Det fører til længere diskussioner mellem de tre mænd, Totti samt flere Roma spillere i den ene målfelt. Imens er kampen afbrudt. De tre mænd kræver kampen afblæst, som følge af den døde dreng, og truer med endnu flere optøjer.

Under optrinnet på banen er både Lazio og Romas fans meget ophidsede og affyrer store mængder fyrværkeri og begynder at sætte ild til sæderne på deres afsnit. Nok er de to sæt fans arvefjender, men politiet er trods alt en fælles fjende denne aften. Det ender med at Totti løber mod midterlinjen for at tale med kampens dommer, samt sikkerhedsfolk og politiet, som er ankommet på dette tidspunkt. Da han løber fordi Romas trænerbænk råber han de berømte ord til Romas træner Fabio Capello, “hvis vi spiller videre, slår de os ihjel”. Kampen blev afbrudt og ikke færdigspillet. De romerske ultras havde i fællesskab demonstreret deres magt.

Der findes klip fra kampens afbrydelse kan ses her:

2008: Gabriele Sandris derby

Den 19. marts 2008 slog vandt Lazio med 3-2 over Roma. Men derbyet bliver husket for noget andet end kampen på banen. Det var nemlig det første derby efter den kun 28-årige Lazio-fan Gabriele Sandri i november 2007, var blevet skudt og dræbt af politiet på vej til en Lazio udekamp. Gabriele Sandri var sammen med andre Lazio fans på vej til en udekamp, da de på en rasteplads i Toscana, tilfældigt møder nogle Juventus fans og de to grupper af fans ryger i slagsmål med hinanden. Politiet ankommer og skyder Gabriele Sandri, som dør. Politimanden som affyrede skudet er senere blevet dømt og fængsel for mord.

Fællesfjenden

Derbyet i Rom i marts 2008 er altså første gang i to klubber mødes efter Gabriele Sandris død. Og det følgende bringer endnu et lag til forståelse af det romerske derby og fodbold i Italien generelt. Trods fjendskab mellem fans, så er der også en solidaritet mellem dem, især når man samles om en fælles fjende som myndighederne eller politiet. Måske spiller kulturen og religionen ind, men til denne kamp var stridsøksen begravet mellem de to sæt fans. Før kampen valgte Romas fans og klubben, repræsenteret ved Totti at vise respekt for den afdøde Lazio-fan. En gruppe bestående af Totti, Gabriele Sandris bror og repræsentanter fra Roma ultras, gik på løbebanen langs med den ene langside fra Curva Sud ned foran Lazios Curva Nord med blomster og et banner et ære for Gabriele Sandri. De ligger blomsterne foran et stort billede af Gabriele Sandri og breder så et banner ud med påskriften (oversat): “Tårerne kender ikke farver. Gabriele er en af os. Curva Sud”, til klapsalver fra alle Lazios fans.

Hele optrinnet kan ses her:

I dag findes et mindesmærke for Gabriele Sandri på rastepladsen i Toscana (ved byen Arezzo) og til Lazios kampe kan flag med hans billede stadig ses.

Et derby som skal opleves

Derby della Capitale – det romerske derby er en altid en oplevelse med flere aspekter end selve de 90 minutters på banen. Rom tæller i dag cirka 3 millioner indbyggere og interessen i byen for de to fodboldhold er enorm. I dagene op til et derby bygges stemningen op, aviserne laver lange særtillæg om kampen. Det er et intenst derby, der er lige så “bittert”, som f.eks. The Eternal Derby i Beograd, hvor Partizan Beograd møder Røde Stjerne.

For at forstå de to klubbers betydning i byen, så kan det nævnes, at der hver dag udkommer en avis (både på tryk og online), som udelukkende handler om AS Roma, som hedder “Il Romanista”. Begge klubber har hver deres radiostation, Roma Radio (for AS Roma) og Lazio Style Radio (for SS Lazio), som hver dag sender udelukkende indhold om de to klubber. Derudover findes der i dag et utal af sider på de sociale medier som kun skriver om en af de to klubber.