Fredag: Afgang til Polen og Lukas Podolski

Der var fælles mødetid i CPH-lufthavn for de rejsende, der havde samme afgang som vores guide på turen (Nicolai). Her blev der tid til en afrejse-øl og en masse fodboldsnak, inden de forventningsfulde fodbold-entusiaster satte kurs mod Krakow i Polen. Ved ankomst til Krakow gik turen direkte fra lufthavnen mod Zabrze, hvor fredagens aftenkamp fandt sted. De rejsende der var rejst tidligere til Krakow, og havde haft fredagen i byen, blev samlet op af vores bus på hotellet, inden de hentede os andre i lufthavnen.

Hermed var der samling på tropperne og de sidste fik hilst på hinanden under turen til Zabrze, som ligger en lille times kørsel fra Krakows lufthavn. Undervejs blev der snakket, fodbold-quizzet og vores lokale mand i Krakow, Fillip, fortalte om Gornik Zabrze som var den klub vi skulle besøge. Mange er faktisk ikke klar over, at Gornik Zabrze er en af de mest vindende klubber i polsk fodbold, med 14 mesterskaber og 6 pokaltitler, og for tiden spiller ingen ringere end Lukas Podolski på holdet. Klubben har hjemmebane på Zabzre Arena med plads til 25.000 tilskuere, så det var en ikke en helt ligegyldig klub vi skulle besøge her fredag aften.

Vi ankom til stadion 1 time før kick off, så der var lige tid til en gåtur rundt om stadion, inden vi skulle indfinde os på tribunerne. Efter have tanket godt op i boderne, var vi nu på plads og klar til kampen, hvor vi som altid på på vores rejser, sad samlet med gode pladser.

Efter kampen gik turen til Krakow, hvor vi havde base resten af weekenden. Efter ankomst og check in på vores lækre hotel midt i centrum, trillede nogle i seng og andre smuttede ud for at se på Krakows natteliv.

 

Lørdag: Stadionbesøg og polsk 3. division

Lørdag formiddag havde vores rejsende nogle timer med fri leg på egen hånd. Der var rigelig med tid til at nyde den store morgenbuffet, sove lidt længe eller tage en god sightseeingtur. Kl. 12.30 startede dagens program fra lobbyen, hvor vi skulle på en lille gåtur til Cracovia stadion. Her mødtes vi med danske Mathias Hebo, hvor han fortalte om, hvordan det er at spille i polsk fodbold, for klubben Cracovia, og om hvor meget derbyet, The Holy War, betyder for klubben og deres fans. Der var selvfølgelig også tid til både, at besøge klubbens fanshop og ultras-shoppen, så der kunne købes gear til morgendagens kamp.

Senere stod den på fællesfrokost på Rynek Square inden vi fortsatte opvarmningen til dagens kamp på en af bådene ved Wisla floden. Efter nogle timer var det tid til, at indfinde sig på Garbarnia Stadion til lørdagens kamp. Her tog hjemmeholdet Garbarnia Krakow mod Chojniczanka Chojnice i den Polske 3.division. På stadion dukkede vores polske guide Filip også op, og fortalte historien om Garbarnia Krakow, som sidste år fejrede 100 års fødselsdag. Han fortalte desuden også, at klubben tidligere har vundet det polske mesterskab “back in the days”.

Det var en hyggelig lørdag eftermiddag i høj sol, med kolde polske fadøl og pølser fra grillen, og hvor deltagerne fik sig en af de helt skæve og anderledes fodboldoplevelser. Det hele kulminerede med, at vi blev inviteret ned på den lokale fan-bar efter kampen, hvor timerne hurtigt gik med masser af snak om polsk og dansk fodbold.

Søndag: The Holy War

Den store dag var kommet, og søndag var dagen for The Holy War – derbyet mellem de to Krakow klubber Cracovia og Wisla.

Dagen startede stille og roligt ud ligesom lørdagen, så folk havde god tid til at få øjne, nyde buffeten og se lidt af Krakow som er en fantastisk smuk by. Kl. 13 mødtes vi til frokost og pre-match på Rynek Square, hvor vores lokale guide Filip igen kiggede forbi. Her fik vores rejsende hele historien om rivaliseringen mellem de to klubber, og at derbyet kunne dateres helt tilbage til år 1906. Holy War er det mest historiske derby i Polen, og samtidig er der kun en lille græsmark der adskiller klubbernes stadions.

Med et par timer til kampstart blev kursen sat mod Cracovia stadion, som ligger midt i Krakow og kun 15 minutters gang fra Rynek Square. Vi blev mødt af et vanvittigt politiopbud, og det var bestemt ikke fordi, at politiet havde taget den bløde hat på til dagens kamp. Der har igennem årene været utallige sammenstød mellem de to fangrupperinger, så det hadet mellem de to klubber bliver taget med op på tribunenere. Qua vores gode samarbejde med Cracovia, havde vi fået konge pladser midt på langsiden, med en fantastisk udsigt til både hjemme- og udeholdets fans. Men det var ikke kun bag må der var gang i tribunerne, det var faktisk næste hele stadion, som stod op hele kampen og sang. Der var masser af tifoer igennem hele kampen og faktisk, diskede Cracovia op med to kæmpe tifoer og 3 kæmpe lysshow. Kampen endte desværre 0-0 selvom det var tæt på, at danske Mathias Hebo, kunne sikre 3 point for hjemmeholdet.

Men alt det der manglede på banen af mål, kom fra tribunerne – så på trods af at kampen endte 0-0, var det en gennemført vanvittig stadionoplevelse.
Efter kampen rykkede vi tilbage til byen, fik fælles aftensmad og sludret endnu mere fodbold.

Mandag: Hjemrejse

Mandag var store hjemrejse-dag. Der blev krammet farvel og udvekslet FB kontakter samt telefonnumre hos mange af de rejsende.

Tak for deltagelsen på turen til alle de rejsende – stadionoplevelser skaber venskaber.

Kæmpe fornøjelse!

Vi var tre gutter med turen til Krakow. Kæmpe kæmpe fornøjelse med en perfekt blanding af massere af gode historier, fodbold, kultur og lækker mad. Nikolai har fuldstændig styr på alt praktisk, så alt er klaret for dig på turen. Kæmpe anbefaling herfra!

David, Trustpilot