Pakkelisten – tips og tricks til fodboldrejsen!
Vi får ofte henvendelser vedrørende, hvilke ting man skal huske, når man pakker til sin fodboldrejs og hvad man eventuelt skal være ekstra opmærksom på.
Her på kontoret rejser vi alle ganske ofte, så hvordan planlægger vi vores egne fodboldrejser, hvilke tips og tricks har vi til transporten og hvad med pas, penge og farverne på tøjet?
Her får I vores pakkeliste og tips og tricks fra vores rutinerede, rejselystne medarbejdere, som har set fodbold i mere end 70 lande.
Inden afrejse
Når den næste fodboldrejse skal planlægges, kigger vi ofte først på transportmulighederne. Hvilke fede destinationer er der billige fly til, og kan man eventuelt flyve billigere til lufthavn X end Y og så tage tog eller bus til endedestinationen. Nogle gange kan det godt være lidt af en jungle at finde den helt rette og billigste transport, men det kan virkelig betale sig i længden. Øvelse gør mester, og det gør det i den grad også, når det gælder transporten. Hvem gider at betale 2.000 kr., hvis man kan komme afsted langt billigere, uden at gå på kompromis med tid og komfort?
Derudover er det ofte smart at planlægge sine rejser i god tid. Det er ofte billigere at købe flybilletter flere måneder før afgang end ugerne op til. Flyselskaber som Wizz Air, Ryanair og easyJet har ofte rigtig mange afgange til fede fodbolddestinationer til en billig pris – især, hvis ikke man flyver med indchecket bagage og kan klare sig med håndbagagen.
Det kan være en god idé at tjekke Google Flights, der viser flere flyselskabers afgange end eksempelvis Momondo. Skal man med bus, er det FlixBus, man skal tjekke. Her kan man ofte få transport mellem by A og B til en rigtig billig pris. Desuden er det værd at sætte sig ind i, hvordan det lokale tognet fungerer – det er nemlig meget forskelligt fra land til land, og flere steder i Europa kan et højhastighedstog give muligheder, man måske ikke lige havde overvejet. I Polen kan man for eksempel tage fra hovedstaden Warszawa til de andre polske storbyer for ofte under 100 kr. med bus., mens Frecciarossa, højhastighedstogene i Italien, ofte vil kunne bringe jer fra Milano eller Rom til Firenze eller Napoli til en meget overskuelig pris.
Vi køber i øvrigt altid vores flybilletter direkte igennem flyselskaberne og ikke via diverse mellemmænd af mere eller mindre obskure underselskaber. Så er det nemlig flyselskabets pligt at hjælpe jer, hvis der opstår problemer – køber man gennem en tredjepart kan det være svært at få hjælp, hvis der er større forsinkelser, flyet er overbooket eller andet.
På kampdagen
Når det endelig er kampdag på fodboldrejsen, anbefaler vi at have sit pas på sig, når man tager afsted mod stadion. Den lille rødbede-farvede bog er god at have med i inderlommen, især i lande som Polen og Italien, hvor man ofte skal vise det i indgangen til stadion. Udover passet, så planlæg inden afgang, hvordan I kommer fra centrum af byerne ud til stadion.
Mange stadions ligger ofte lidt uden for byerne, men der er til gengæld ofte fine muligheder med offentlig transport derud. Gør derfor ligesom de lokale fans og tag metroen eller toget, eller hvad de nu gør, i stedet for at betale overpris for en taxa. På flere og flere destinationer, som for eksempel Borussia Dortmund, er offentlig transport indenfor regionen faktisk inkluderet i kampbilletten på kampdagen.
Derudover anbefaler vi også, at man altid har en portion af den lokale møntfod på sig, når man tager afsted mod stadion. Det er ikke alle steder, man kan betale med sit Visa eller Mastercard i ølboden, og det ville være ærgerligt at tørste igennem en hel fodboldkamp, fordi man ikke lige har en håndfuld euro, zloty eller forint på sig.
Husk altid at tjekke, hvilke farver de klubber, I skal ind og se spiller i. Man vil nødigt tage sin røde dunjakke på, når man skal ind og se Legia Warszawa, især ikke når de møder de gamle rivaler fra Widzew Łódź som, naturligvis, spiller i rød. Man skal heller ikke tage sin hjemmestrikkede lilla hue på til Budapest-derby, når Ferencváros tager imod de lilla ærkerivaler fra Újpest. Man kan nemt ende i en dum situation, hvis man har de forkerte farver på.
Når I booker en fodboldrejse igennem os, kommer vi naturligvis med alle vores tips og tricks til netop den destination og kamp I skal se.
Pakkelisten
- Pas – i nogle lande er det et krav at have på sig, og i andre skal man vise det sammen med sin kampbillet.
- Lokal valuta – det er ikke alle steder, de tager imod kort.
- En lille powerbank – så løber mobilen ikke tør for strøm.
- Kampbilletter – i printet form! Det er efterhånden muligt mange steder at have dem i sin Wallet på telefonen, men vi anbefaler altid at printe dem, så man er på den helt sikre side.
- Merchandise fra hjemmeholdet – støt klubben I ser og køb et halstørklæde eller en trøje.
- Rejseplanen på telefonen – skriv eventuelt jeres rejseplan ned i noter på mobilen, hvis det er en længere tur.
- Skiundertøj til de kolde måneder – det kan være hundekoldt at sidde på et stadion i 2-3 timer.
- Gode sko – på en kampdag kommer man ofte til at stå meget og gå langt. Så tag et par sko med, der er gode til det – dine fødder vil takke dig.
- Bæltetaske til småtteriet – undtagen i Sverige, hvor alle tasker er ulovlige på stadion.