Fodboldfortællinger – Leicester City F.C.

Leicester City Football Club! Klubben fra East Midlands, som vandt det måske mest overraskende mesterskab i moderne fodboldhistorie, da de helt sensationelt vandt Premier League foran alle de andre storklubber i 2015-2016 sæsonen. En lokal klub med ejerskab fra fjernøsten og danskere på banen.

Her får I historien om Leicester City F.C.!

Fodboldrejse til Leicester City FC - Stadion

Leicester City blev stiftet tilbage i 1884, dengang under navnet Leicester Fosses. I 1919 skiftede man navn til Leicester City Football Club, da byen Leicester efter 1. verdenskrigs afslutning blev udnævnt til at være en city af den engelske monark. I de første mange årtier var klubben, kendt for at være lidt af en elevatorklub. Talrige op- og nedrykninger mellem Division 1 og Division 2, uden rigtigt at vinde noget.

Dette skulle dog ændre sig i 2016 – en sæson der er noget af et eventyr.

Efter en hård kamp for at undgå nedrykning endte Leicester med at sikre overlevelse i Premier League ved slutningen af sæsonen, 2014 – 2015. Det var en intens periode, hvor klubben lå i bunden det meste af sæsonen, men formåede at samle sig og vinde syv ud af deres sidste ni kampe. Denne præstation, kaldet “The Great Escape,” blev startskuddet til klubbens bemærkelsesværdige transformation, under ledelse af Nigel Pearson. Holdet spillede intens kontrabold, med en bomstærk defensiv med Kasper Schmeichel, Wes Morgen og Robert Huth og en offensiv med hurtige spillere som Riyad Mahrez og Jamie Vardy.

I sommeren 2015 blev træner Nigel Pearson erstattet af den italienske legende Claudio Ranieri, som skulle prøve at videreføre succesen fra foråret. Bookmakere havde Leicester City som outsidere til at vinde Premier League, med odds på 5000 til 1 – omtrent de samme odds som at finde liv på Mars! Men det var Leicester spillerne ligeglade med, og man formåede at gå igennem sæsonen med kun 3(!!!) nederlag. Det var kun Arsenal x2 og Liverpool på Anfield Road, der formåede at besejre Leicester i denne sæson.

En fuldkommen vanvittig præstation, som nok aldrig kommer til at gentage sig i moderne fodbold.

Klubben formåede at bygge videre på succesen med en sejr i FA Cuppen i 2021, efter en finalesejr imod Chelsea på Wembley.

  • Filbert Way (King Power Stadium)
  • Kapacitet – 32,261 tilskuere
  • Åbnet – 2002
  • The Foxes

🏆 1 x Premier League (liga) titel (i 2016)
🏆 1 x FA Cup (pokal) titel (i 2021)
🏆 8 x Championship (liga) titler (senest i 2024)
🏆 6 x deltagelser i Europæisk fodbold (senest i 2022)

Leicester City er også glade for danskere! Især på målmandsposten, hvor Kasper Schmeichel er en legende i klubben.

Han kom til klubben i 2011 fra Leeds United, da Leicester stadig spillede i Championship. Schmeichel blev hurtigt en nøglespiller og opnåede status som en af klubbens mest betroede og respekterede ledere.

Schmeichel var kendt for sine redninger, sit lederskab og sin evne til at inspirere sine holdkammerater. Hans betydning blev især tydelig under Leicesters mesterskabssæson i 2015-16, hvor han spillede alle kampe og leverede utallige afgørende præstationer, som hjalp Leicester med at vinde Premier League. Hans lederskab og evne til at opretholde roen under pres gjorde ham til en uvurderlig del af holdet.

Desuden var han en af drivkræfterne bag klubbens første FA Cup-triumf i 2021, hvor han stod fremragende i finalen og foretog vigtige redninger, herunder en imponerende redning mod Chelseas Mason Mount, som sikrede Leicesters 1-0-sejr.

Schmeichel forlod Leicester City i 2022 efter 11 år og 479 kampe, og han efterlod et stort tomrum, både på og uden for banen. Hans indsats og loyalitet har sikret ham legende-status blandt klubbens fans, og han vil altid blive husket som en af klubbens bedste målmænd og en af Premier Leagues bedste gennem årene.

Den tidligere Brøndby målmand Mads Hermansen har overtaget handskerne og har på imponerende vis været en sikker sidste skanse for klubben. Udover Mads Hermansen, er den tidligere FCK back Viktor Kristiansen og landsholdsmidterforsvaren Jannik Vestergaard også på kontrakt i klubben. Målmand Daniel Iversen er også på kontrakt i Leicester.

Ejerskabet og helikopter tragedien

Leicester City F.C.’s ejerskab har været en afgørende faktor i klubbens succes, især efter opkøbet af den thailandske forretningsmand Vichai Srivaddhanaprabha og hans selskab, King Power International Group, i 2010. Dette opkøb markerede en ny æra for Leicester, hvor klubben gik fra at være et middelmådigt hold i den næstbedste række til en konkurrent i Premier League og til sidst ligamester.

Vichai Srivaddhanaprabha, grundlægger og CEO af King Power, købte Leicester i 2010 og begyndte hurtigt at investere i infrastrukturen, holdet og klubbens ressourcer. Hans kærlighed til fodbold og Leicester gjorde ham til en ikonisk skikkelse blandt fansene, som værdsatte hans personlige tilstedeværelse og engagement i klubben. Vichai var kendt for sin ydmyge og gavmilde tilgang, hvor han eksempelvis betalte for fantransport og sørgede for gratis forplejning til fans ved flere lejligheder.

Han troede på, at Leicester havde potentialet til at spille på højeste niveau og skabte en atmosfære af sammenhold og respekt i og omkring klubben. Under Vichais ejerskab steg Leicester hurtigt op gennem rækkerne og nåede Premier League i 2014. To år senere, i sæsonen 2015-16, kom det mirakuløse Premier League-mesterskab – en triumf, der blev dedikeret til Vichai af spillerne og fansene.

Den 27. oktober 2018 skete en tragedie, som chokerede Leicester og hele fodboldverdenen. Efter en kamp på King Power Stadium styrtede Vichai Srivaddhanaprabhas helikopter ned uden for stadionet, og Vichai samt fire andre personer omkom i ulykken. Dette var et enormt tab for klubben, byen og fansene, som sørgede dybt over tabet af deres elskede ejer. Vichai blev mindet med store hyldester, og hans betydning for Leicester blev fremhævet i alle hjørner af fodboldverdenen.

Efter Vichais død overtog hans søn, Aiyawatt Srivaddhanaprabha, bedre kendt som “Top,” ejerskabet og ledelsen af Leicester City. Top havde allerede været involveret i klubbens drift i flere år og havde udviklet et tæt forhold til både spillerne og fansene. Han har videreført sin fars filosofi og engagement og har fortsat arbejdet på at styrke Leicesters fundament.

Under Tops ledelse fortsatte Leicester med at opnå gode resultater, inklusive deres første FA Cup-sejr i 2021, hvor Leicester slog Chelsea 1-0. Denne triumf blev af spillerne dedikeret til både Vichai og Top, hvilket afspejlede den kærlighed og respekt, de følte for Srivaddhanaprabha-familien.

Fodboldrejse til Leicester City FC - Stadion