I en sukkersød juletid kan man nu og da trænge til en pause fra duften af gløgg og gran, fra lyden af en hysterisk Mariah Carey og fra TV2’s snebarometer, som minder meget om Southampton under Russell Martin: Ukueligt optimistisk opspil fra bagerste mand, der uundgåeligt ender med endnu et skuffende modstandermål, mens alle, der ser på, tænker: ”Jeg vidste jo, at det ville gå galt”.

Heldigvis har DR Drama så sørget for en tilflugtsmulighed med anden sæson af Tidsrejsen, hvor juletræer, pynt og pulversne stort set er skrevet ud af manuskriptet til fordel for endeløse referencer til Godfather, Bladerunner og Dick Turpin i en TV-historisk stilforvirring, hvor den eneste konstant er replikker, som ingen mennesker nogensinde ville sige i virkeligheden. Her i familien har vi virkelig nydt denne daglige pause fra juleriet, selv om vi alle går forvirrede og også ofte smårasende rundt et stykke tid efter hvert afsnit.

Men det bedste ved Tidsrejsen er, at det har inspireret mig til denne klumme om en afstikker tilbage til julen 1989 for at genopleve, hvad fodbold egentlig var for noget dengang. Godt nok er der ikke lige en [ma-fi-a]-type fra Storm Rejser, der kan pløkke mig ned med en mystisk, grøn kugle, men jeg har fundet en anden metode. Det er nemlig 35 år siden, at jeg begyndte at gemme mål og højdepunkter fra fjernsynets fodboldudsendelser på min første VHS-maskine. Det gør jeg i øvrigt stadig, siden 2005 dog på DVD. Gennem årene har jeg oparbejdet en samling på ca. 260 timer, der frame for frame minder mig om fortidens spillere, hold og kampe. Og om at jeg måske ville have godt af en eller anden form for udredning.

Jeg har i øvrigt stadig en VHS-afspiller stående her. Den tid, det tager at sætte et bånd i, og lyden af det, har meget tilfælles med den manøvre, det åbenbart er for Molslinjen at komme i havn og få klappen op. Men nu ruller billederne. Min tidsrejse er begyndt.

Det første klip fra december 1989 er fra en kamp mellem FC Porto og HSV, hvor John Faxe Jensen i en afgørende situation redder så åbenlyst med armen på målstregen, at det ville være et oplagt sted at starte, hvis man skulle have VAR med sig på en tidsrejse. Men hvem siger, at man skal det? Eftertiden har jo straffet den nordtyske klub tilstrækkeligt, mens FC Porto har holdt sig på eller nær den internationale top lige siden. En større magt end videoassistance sørger for balance i retfærdighedens regnskab.

Så følger målene fra RFC Liège-Rapid Wien 3-1. Han scorer ikke, men han løber dér med nummer 8, den mest betydningsfulde fodboldspiller i historien: Jean-Marc Bosman, der et halvt års tid senere har kontraktudløb og derefter gerne vil videre til den franske klub Dunkerque. Det vil RFC have penge for. Efter yderligere 5 år ender EU-domstolen med at gøre det klart, at det har de ikke ret til. Big bang. Et helt nyt fodboldunivers er skabt.

Som minutterne går her foran skærmen, havner min opmærksomhed som altid på rammerne. De tyske stadioner ligner slet ikke sig selv. Alle har løbebaner, og der er runde tribunekurver uden tag, trods den nationale eufori efter murens fald for halvanden måned siden kun tyndt befolket af beskedne stemningsgrupper, som udelukkende består af mænd med overskæg, langt nakkehår og cowboyveste.

Til gengæld har tiden stået helt stille i Italien, hvor man nemt kan identificere hjemmeholdet alene på rammerne: Græsset bag målene hos Fiorentina, det 42 meter høje La Torre di Maratone på langsiden i Bologna, og det usædvanlige britiske stadionlook i Genova og Milano. Men hvad er nu dét? AS Roma-Juventus spilles også på en arena, hvor tilskuerne befinder sig klos op ad banen. Den hedder Stadio Flaminio. Sådan plejer det da ikke at være. Da Stefano Desideri har stanget kampens eneste mål ind, har han kun ganske få meter ud til hegnet, hvor han lader sig hylde af de ultras, der ellers i alle andre sæsoner – og nu – står uden for kameravinklen. Det må være fordi Stadio Olímpico er ved at blive ombygget til sommerens VM-slutrunde, hvor Danmark, suk, lige akkurat ikke skal være med.

På Highbury vinder Arsenal 3-2 over Luton, godt halvandet år efter at de to klubber på det gamle, ovale Wembley mødtes i Littlewoods Challenge Cup-finalen, som Luton vandt med de samme cifre. Spillerne giver hånd til hinanden, når de har scoret, mens de pænt løber op mod midten. Lutons Lars Elstrup hamrer et straffespark ind. Det gør han heldigvis også i den danske landsholdstrøje om to et halvt år i Göteborg.

Og pludselig er der faktisk et mål fra en landskamp. Klubbernes kampprogram er ikke hårdere, end at to af de nationer, der skal med til VM, har fundet tid til et lille, venskabeligt møde i Rotterdam, Holland mod Brasilien. En del superstjerner har endda fået fri af deres klubber, og Napolis Antonio Careca bliver matchvinder på et stadion, der på grund af de udbredte problemer med hooliganisme til dagligt ligner et fængsel mere end en vaskebalje.

Nytår nærmer sig. Aston Villa tager imod Arsenal, og Svend Gehrs er på stadion. Lyden skratter, og det gør dejligt ondt i ørerne. Der er stadig nogle år til opfindelsen af de såkaldte ISDN- og siden IP-bokse, som kommentatorerne kommer til at skulle slæbe med sig rundt i verden, så alle stadioner lyder ens, uldne og helt og aldeles ufarlige. Jeg drømmer om en dag selv at sidde dér i England og være bare en lille smule som Svend, mit livs om ikke første så i hvert fald største idol.

Dét kan rejser tilbage i tiden, med mindre man glemmer at stå af på den rigtige station og i stedet havner i fyrst Dragos fangekælder: Man kan ikke bare blive mindet om, hvordan verden engang var, men også om, hvordan man selv var. Og om, at ens største ønsker sidenhen minsandten blev opfyldt, også selv om det kun er jul én gang om året.

Jeg er parat til at rejse tilbage igen til en tid, hvor der ganske vist bygges nye mure i øst, men hvor man stadig gerne må drømme om nye mål og destinationer.