Ude godt, ude bedst

Jeg har en rigtig god ven. Lad os kalde ham Michael. For det hedder han faktisk.

Michael føler sig altid bedre tilpas alle mulige andre steder end på sin egen bopæl i Jylland. Han er så tryg i andres hjem, at han for eksempel godt kan finde på at vælte deres juletræ, hvis han ikke lige synes, at det skal stå op. Når han nu og da har fulgt min opfordring til selv at købe et eller andet personligt at udsmykke sin lejlighed med for måske at give den et mere indbydende præg, forbliver papkassen stående uåbnet lige inden for døren, som om den akkurat som ham inden længe bare skal videre til et andet sted. Og når jeg morgenen efter en lang nats hyggepints i min kælderpub her på matriklen finder ham liggende på gulvet klemt inde mellem reolen og den dobbeltseng, jeg ellers redeligt har redt op til ham, trækker han på skuldrene og proklamerer, at han skam har sovet langt bedre, end han normalt gør i sin egen seng.

Han vil med andre ord være en oplagt kandidat, når Saudi Arabien for alvor går i gang med at rekruttere føjelig arbejdskraft til endnu en omgang fodboldpaladser i ørkenen frem mod VM 2034.

Michael burde følge Hillerød Fodbold. For så ville han i disse år slippe for nogensinde at være på hjemmebane. Siden sæsonstarten 2023 har min lokale klub nemlig ikke været så lokal endda, da den har været tvunget til at spille sine hjemmekampe på Right To Dream Park i Farum, blandt andet fordi Divisionsforeningen ud over 1.000 siddepladser kræver 3.000 ståpladser til fodbold i den næstbedste række. På Hillerøds eget stadion er der så vidt jeg husker med lidt god vilje plads til en pølsebod og en stadionspeaker, hvis han altså lader mikrofonen ligge hjemme.

Nå ja, og så var der plads til vores lille beer, tits and fun-firm (eller beertits and fun, hvis du foretrækker det sådan), som faktisk i varierende konstellationer var på plads til næsten alle hjemmekampe, da først Covid 19-nedlukningens Narnia-agtige helårsvinter var tøet bort. Vi kaldte os The Hill, opkaldt efter den beskedne forhøjning i anlæggets nordøstlige hjørne, hvorfra man i modsætning til resten af pladserne faktisk ind i mellem kunne ane, hvad der skete inde på banen.

Jeg skal ikke stikke hånden for dybt i den hvepserede, som debatten om Hillerød Fodbolds næste hjemmebane har udviklet sig til, også potentielt internt i min egen familie. Min søster har som nabo til stadion forståeligt nok lidt svært ved at se det bedårende i voksende tribuner, skærende lysmaster og den overvældende risiko for, at et opgraderet højttaleranlæg – som det sig åbenbart hører og bør i moderne fodbold – igen en dag skal til at hamre musikalske misfostre fra to årtiers skrækkatalog af vocoder-drevet gylle ud over Gribskov. Og så er der trafikken. Når jeg tænker på det raseri, jeg kan mønstre helt på egen hånd som bilist, når jeg bevæger mig rundt i Hillerøds infrastrukturelle middelalder, tør jeg slet ikke tænke på, hvor dårlig stemning stemningsgrupper udefra kommer til at skabe, når deres bus har holdt i halvanden times kø på Selskovvej og de til sidst er nødt til at trave til fods gennem villakvarteret for i det mindste at nå starten på anden halvleg.

Men jeg vil bare så gerne have Hillerød Fodbold hjem til byen. Det vil alle her i postnummeret sådan set, også min søster. Da mit hus i forvejen bærer klubfarven, og jeg i øvrigt ville blive henrykt over et par geologiske lag af ultras-klistermærker på min postkasse, kunne de passende spille i min have. Der kan man også se bedre end på det nuværende Hillerød Stadion. Det bedste ville dog være, hvis klubben kunne få sig et nyt hjem på de endeløse marker lige ovre på den anden side af S-banen, hvor plads- og adgangsforholdene er perfekte, men hvor det nu alligevel ser ud til, at der ikke kommer et længe planlagt nyt stadion.

Jeg har én gang slugt min stolthed og prøvet for en aften at tillægge mig Michaels evne til at føle sig hjemme i en andens hus. I starten af oktober samledes The Hill således for første gang i mere end et år og begav os afsted, sådan lidt hjemad-agtigt mod Farum, til kampen mod Vendsyssel – i bil, for de hele 19 kilometer fra Hillerød til Farum koster mindst 45 minutter og en solid omgang køresyge gennem Allerød med offentlig transport. Det hyr alene ville kunne få selv Michael til at blive hjemme. Og dermed var der allerede ved afgang mindst én, der havde det mindre sjovt end i de gode, gamle dage i 2. division. Ved ankomst ville vi trøste chaufføren og os selv med en ægte stadionplatte, men der var ingen pølser på grillen, kun kogte, og sådan kan man altså ikke tillade sig at behandle grise.

Vi fandt hurtigt plads til vores banner, for plads er der i det mindste rigeligt af, når Hillerød spiller i Farum. Og det gør vi trods alt frem til sommer, hvor vi skal flytte igen. Til gengæld fik vi hurtigt besked på at holde os fra capo-tårnet af en kontrollør, der oplyste, at det kun måtte bruges af det normale hjemmeholds fanklub. Så gav vi lidt op og gik i turist-mode. Selv når modstanderen kommer fra en by knap 500 kilometer borte, er det svært at føle sig som vært, når man ikke er det.

For det egentlige problem er, at vi jo alle i forvejen så udmærket kender Right To Dream Park som FC Nordsjællands hjemmebane. Og selv om rød og gul tilsammen giver orange, er det jo deres farver, der omgiver deres kunstgræs, det er deres logo på murene, og det er deres sikkerhedsnet bag mål, selv om det vurderet på tykkelsen nok er fremstillet hos Randers Reb. Jeg har personligt set først FBK og siden FCN spille dér mere end 30 gange. Og når de tre fra The Hill, der også følger FCK, ellers kommer forbi Idrætsvænget 2 i Farum, er det jo i en helt bevidst og tilpas rolle som gæster på den modsatte tribune.

Jeg talte kort med en Coventry-tilhænger på en reportagetur til England for et par år siden. På grund af stridigheder mellem klubben og ejerne af byens eget stadion havde han i 2013/14-sæsonen været nødt til at følge sit hold til hjemmekampe i Northampton en times kørsel den ene vej og siden i yderligere to år en times kørsel den anden vej i Birmingham. Han beskrev den kejtede følelse af at være vært i andres hjem så fint: ”Man ved ikke præcis, hvor glas og tallerkener er, man kender ikke koden til wifi og man ville selv have hængt nogle helt andre billeder på væggene”.

Med mindre man er Michael, Danmarksmester i tilpasningsevne. Og det er vi altså en hel del, der ikke er.