NB! Hvis du endnu ikke har læst første del af bogen ‘Hjem til fodbold’, finder du det her.

Det er fodbolden mere end journaliststudiet, der har bragt Massimo og jeg sammen. Han er født og opvokset tæt ved Genova. Den opfostring, jeg fik på Aarhus Stadion i min sene barndom og tidlige ungdom, fik han på de italienske tribuner som Sampdoria-tilhænger. Alt andet, jeg har lært at kende ved ham i årenes løb, er mig fremmed: hans liv som familiefar i et parcelhus i Nordjylland, hans passion for selv at lave mad og at lave den godt, hans evne til at stå op ved 4-tiden hver eneste hverdag for først at lave morgenradio i Aalborg og siden hen sidde klar til undervisning på Journalisthøjskolen i Aarhus klokken 8.30. Han er fem år ældre end mig, men når han får øje på mig på gangen eller i undervisningslokalet på Olof Palmes Allé, hilser han altid trofast og dejligt barnligt med en højlydt italiensk slagsang, der enten handler om, hvor indavlede Genoa-tilhængere er, eller om at Heysel-katastrofen, hvor 39 Juventus-fans omkom, i virkeligheden slet ikke var en katastrofe. Og til fredagsbarerne i brandfælden under bunkeren øver han sig koncentreret på de Atlético Madrid-slagsange, som jeg har haft med hjem fra mine ultras-år i Madrid, mens vi i nogenlunde synkront tempo drikker os derhen, hvor vi begge mærker et sært savn efter vores vilde år i syden med romerlys og kasteskyts i hånden.

Derfor forekommer det os egentlig ret naturligt, ja, nærmest hyggeligt, at der denne lørdag ligger smadrede flasker tværs over Tates Avenue i det sydvestlige Belfast inden den nordirske pokalfinale mellem Linfield og Portadown. Vi går over mod den flok, som vi formoder har været afsenderne, på et gadehjørne foran en ”Off Licence”, køber en pose øl i butikken og knapper op.

”Did you bring your own flask?”, spørger en lav, bred fyr i konservativ, ternet hooligan-skjorte os. Hans Belfast-dialekt skærer som skalpeller i øregangene. Vi præsenterer os som journaliststuderende fra Danmark. Han præsenterer sig som Phil, Linfield-tilhænger.

”Big day, eh?”, forsøger jeg mig, mens jeg med en alt for stor slurk lunken lager skyller bevidstheden om, at jeg holder med Celtic og at Linfield hader Celtic nogle etager ned gennem det freudianske system.

”As big as they get here. So not very big,” siger han, men opfatter i det samme, at vi betragter de knuste glasskår ude på vejen med spørgende blikke. ”Oh, that was when the police came by a minute ago. But Portadown are protestant as well, so it will be peaceful today, like.”

Der er sket meget i Nordirland, siden politiet, Royal Ulster Constabulary, automatisk så den anden vej, når protestanterne overtrådte loven, og endda aktivt tog del i løjerne, når der var en anledning til at gå løs på katolikker. Nu om dage kan alle faktisk ringe til politiet med begrundet håb om at få hjælp, uanset hvilken adresse man bor på, og også protestantiske demonstrationer kan blive mødt med vandkanoner og gummikugler fra ordensmagten, hvis de kommer for tæt på modpartens kvarterer.

Netop Portadown symboliserer om noget en ny æra i Nordirland, hvor protestanterne er begyndt at føle sig forfulgte. En æra, der startede, da Tony Blair i oktober 1997 som den første britiske premierminister mødte Gerry Adams, de radikale katolikkers overhoved gennem årtier. Den fortsatte med underskrivelsen af ”The Good Friday Agreement” i april 1998. Og den manifesterede sig for alvor i nordirernes tilværelse, da den årlige protestantiske parade til Drumcree-kirken i Portadown samme sommer for første gang blev nægtet tilladelse til at marchere gennem byens katolske kvarter.

Mens katolikkerne i Portadown betragtede forbuddet som en længe ventet officiel anerkendelse af paradens hånende og truende karakter, anså mange protestanter det for at være et unødvendigt knæfald for en befolkningsgruppe, der i årtier klynkende havde påberåbt sig kollektiv offerstatus, samtidig med at en stor del af den lod IRA gemme våben under deres køkkenvaske eller holdt hånden over dem, der gjorde. I 191 år havde Orange-ordenen marcheret den samme vej den samme søndag i juli, de første mange årtier hen over ubeboede marker. Det var da ikke deres problem, at der i moderne tid var rykket katolikker ind langs Garvaghy Road. Hver sommer siden 1998 har paradedeltagerne forsøgt at trænge ind på deres traditionelle rute. Men modsat dengang, da der blev krig i Bogside, beskytter RUC nu de katolske kvarterer. Så når Linfield-gutterne på gadehjørnet her smider flasker efter ordensmagten, er det en lille, men meget afslørende reaktion på, at de politiske vinde efter deres mening blæser den forkerte vej i Ulster.

”They have sold out,” snerrer en anden fyr fra flokken, der lader til at have konsumeret hovedparten af indholdet i de smadrede flasker. Phil trækker os til side.

”Hør her, vi er ikke barbarer, uanset hvad jeres journalistkolleger her i landet siger om os. Jeg har ikke noget mod katolikker generelt. Jeg har endda kneppet én!”

Vurderet på hans alder og vielsesring er det ikke for nyligt, at han endte i seng med en tilfældig fjende, men han genfortæller historien, som var det sket i nat.

”Downtown Belfast er neutral. Alle, der går i byen dér, er der for ikke at skulle bekymre sig om deres baggrund i nogle timer. Nuvel, jeg var på druk en aften og scorede den her pige. Jeg faldt i søvn i taxaen hjem til hende, og da jeg vågnede næste morgen, fandt jeg ud af, at jeg var på Falls Road. Det er IRA-område, bandit country. Jeg skyndte mig ud, prøvede at praje en taxa, men der var ingen, der ville køre mig hjem, når de hørte, hvor jeg boede. Jeg var nødt til at gå hele vejen og var skide bange.”

”Was it worth it?”

Selv om Massimo er fra Middelhavskysten, har han boet tilstrækkeligt længe i Aabybro til at have tillært sig lige akkurat nok nordjysk lune til at være sjov, men heldigvis lige akkurat så lidt, at han ikke fremstår provokerende.

”I can’t remember. I don’t think she thought so,” griner Phil. “By the way, if you want to watch the football, you can get in for a ten’er.”

10 pund for en billet til pokalfinalen. Hvorfor ikke? Vi kan sagtens tåle flere fodboldfans, hvis bare de er som Phil.

Vi trykker hans hånd og begynder at gå ned mod stadion. Fulderikken fra gruppen ser det, skynder sig efter os og begynder på et foredrag om forfølgelsen af protestanter i hans elskede Ulster, som i lyset af hans tilstand er så velformuleret, at han må have øvet sig på det mange gange. Han insisterer på, at vi skriver hans navn og telefonnummer ned, og vi lover at fortælle verden sandheden om det nye Nordirland.

Vi vælger at købe billet til Linfield-tribunen i stedet for langsiden eller Portadown-sektionen. Phil var en sympatisk repræsentant for klubben og dens fans, og vi er nødt til at holde med nogen, hvis vi skal have lidt ”craic” ud af de øl, vi har drukket.

Vi står bag det ene mål. Det er første gang, at vi er til fodbold sammen. Vi skal anstrenge os for ikke at bryde ud i vores fælles slagsange fra Pavens sydeuropæiske hjemmebane. Jeg må være den første Celtic-fan nogensinde, der står og hepper på Linfield. Oven over os, til venstre, står de ca. 5.000 Portadown-tilhængere. Deres hold spiller helt i rødt, men det afspejler sig kun delvist på tribunen. Drumcree-paraden er nemlig marcheret til Windsor Park i dag. Deres bannere er orange, deres flag orange, deres budskaber orange. En far lader sin søn på højst ti år stå oprejst på gelænderet, fire meter over de tomme betontrin på det nederste afsnit, så purken stolt kan fremvise et orange halstørklæde, hvor der slet og ret står ”Garvaghy Road”.

”Tror du snart han slipper ham?,” mumler Massimo tørt halvvejs gennem første halvleg, da Linfield har overhalet en tidlig Portadown-føring med to hurtige mål af Chris Morgan, der den ene af gangene i jubel bestiger hegnet lige foran os. Drengen har reageret på alle tre mål ved ikke at reagere, armene låst i syrefremkaldende stædighed med halstørklædet hævet som et svar på alt, med sin fars arme lige så statisk placeret på hofterne. Massimo havde Sampdoria-halstørklæder hængende på sin væg som dreng, jeg havde et med Verona og en Skovby IF-vimpel. Hvis knægten dér overhovedet har nogen fodboldrekvisitter på sit værelse, er det nok fra det hollandske landshold.

Akkurat som Phil havde sagt til os, er stemningen fredelig. De to tilhængergrupper står tæt nok på hinanden til, at der bliver udvekslet slagsange, men de handler mest om, hvem der er de mest rigtige protestanter. ”Stand up if you hate Celtic”, synger Linfield-tilhængerne, der i forvejen befinder sig på ståpladser. Jeg undlader at sætte mig. ”We hate Celtic more than you”, svarer Portadown. Stående, naturligvis.

Linfield vinder 2-1. Denne lørdag er det deres fans, der slipper for at føle sig som tabere.

Den følgende onsdag tager vi et smut tilbage til Londonderry. De småbyer, som bussen og A6 gennemkløver, fremviser alle stolt enten unionens blå-hvid-røde farver på kantstenene eller republikkens grøn-hvid-orange, afhængig af indbyggersammensætningen. I samklang med farverne er ”London” enten fremhævet eller streget ud på skiltene med kilometerangivelser til Londonderry.

”Hvad faen skal vi egentlig skrive i opgaven? Derry eller Londonderry?”, spørger Massimo mig. Han er god til at påpege områder, hvor der skal sættes ind og lige så god til at overlade det til mig sætte ind. Vi er et perfekt match. Strategen og entreprenøren. Begge døbt katolsk og konfirmeret protestantisk.

”Katolikker siger Derry, protestanter Londonderry. Og vi er begge dele. Hvad med Londonderry-Derry? Dublinderry duer nok ikke.”

”Vi tager den bare senere,” smiler Massimo skævt. Han kan godt fornemme, at min opmærksomhed igen er et andet sted. For der er tikket en SMS fra min eks ind på min Nokia 3110. Der står ikke noget særligt. Hun vil bare holde mig interesseret. Som om det var nødvendigt at skrive til mig for at opnå det. Jeg savner hende latterligt meget. Latterligt fordi vi kun nåede at være kærester i et par måneder. Latterligt fordi jeg godt selv kan se, at det er latterligt. Jeg er som en feberramt, der frygter, at temperaturen en dag skal falde, selv om det vil gøre mig rask. Men jeg har bestemt mig for at vente på hende. Og i dag skal vi møde en mand, der ved et og andet om at vente.

”Hold kæft, hvor er jeg træt af at tænke på hende hele tiden,” sukker jeg, mens jeg skubber telefonen ned i forlommen på mine jeans, der sidder så stramt, at jeg ikke vil kunne få den frem igen og svare hende uden at få hudafskrabninger.

”Så lad da være. Vi har også et pænt vigtigt interview at tænke på, hvis du trænger til adspredelse. Men det er naturligvis blot et forslag. Vores hovedopgave skal nok blive rigtig vellykket, hvis bare du bliver ved med kun at tænke på hende.”

Jeg elsker hans spydighed. Den minder mig om, hvor langt ude jeg er, men den lader mig selv konkludere det.

Raymond McCartney tager imod os på anden etage i en bygning på Westend Park i Bogside. Han arbejder for ”Tar Abhaile”. Det betyder ”hjemkomst” på gælisk og er en forening, der hjælper katolske eks-fanger på plads i samfundet, når de er blevet løsladt fra fængsel. I 1996 var det McCartney selv, der skulle finde sig til rette i friheden efter 17 år bag tremmer.

Da han i 1979 blev idømt livsvarigt fængsel for at have skudt en politimand, havde han allerede siddet inde to gange, første gang kort efter Bloody Sunday for at være i besiddelse af et maskingevær, anden gang i halvandet år uden rettergang på grund af sit tilhørsforhold til IRA.

”Jeg vil ikke tale om, hvad jeg konkret udrettede i IRA. Men jeg vil aldrig benægte, at jeg var aktiv. Diskrimination af katolikker var en del af systemet. IRA var et alternativ til det system. At den nuværende fredsproces overhovedet blev mulig, er i høj grad IRA’s fortjeneste, for vi smadrede det gamle system.”

Raymond taler højt og uden pauser. Han er iført jeans og en kridhvid, kortærmet trøje, der blafrer om hans overarme, hver gang han gestikulerer. Han er 47 år, men det er brillerne, der afslører hans alder mere end kroppen, der virker stærk og veltrænet. Det er svært at forestille sig, at den engang kun vejede 40 kilo efter otte ugers sultestrejke.

Han tog beslutningen i oktober 1980. IRA ville presse den nyvalgte britiske premierminister, Margaret Thatcher, til at tildele dem status som politiske fanger. Det ville nemlig betyde en anerkendelse af, at der ikke bare var uro, men krig i Nordirland, og at IRA dermed ikke var en terrororganisation.

”Det var en meget personlig sag, om vi ville være med til sultestrejken. Hver enkelt fange måtte spørge sig selv: Kan jeg gennemføre det? Jeg diskuterede det med min cellekammerat. Han kunne ikke få sig selv til det, men jeg mente, at jeg godt kunne klare det. Jeg stolede på, at den britiske regering ville give sig før min krop.”

Den 18. december erklærede regeringen sig villig til forhandling. Raymond og de seks andre sultestrejkende havde opnået det, de ville. Men forhandlingerne strandede, og en ny sultestrejke, anført af Bobby Sands, blev sat i gang.

”Vi, der lige havde været igennem det, var ikke klar til en ny omgang. Det var hårdt. Det er en myte, at sult forsvinder efter et stykke tid uden mad. Jeg havde det hele tiden sådan, at i det øjeblik, sultestrejken ville blive afblæst, ville jeg være den første til at kaste mig over noget mad. Da jeg et par dage efter strejken havde fået kræfter til at tage et bad, tog jeg plads i badekarret og troede, at jeg havde sat mig på børsten. Men det var mine egne knogler, jeg kunne mærke. Der var slet ikke noget kød tilbage bagpå. Jeg havde tabt 30 kilo.”

Mens ingen fra den første sultestrejke døde, endte den næste tragisk, da først Bobby Sands og siden yderligere ni IRA-fanger sultede sig ihjel. Thatcher ville ikke give sig. Selv ikke da Sands, liggende halvdød i sin seng på Maze-fængslets hospitalsfløj, var blevet valgt til det britiske parlament.

”Jeg har været heldig. Jeg mistede ikke familiemedlemmer under konflikten. Men dengang de andre fanger begyndte at dø, føltes det som det må gøre at miste en bror eller søster. Jeg vidste, at de døde for mig, og sådan følte hele den katolske befolkningsgruppe.”

Mens Raymonds stemme tordner og hans næver fægter i luften, går det op for mig, at han har brugt en tredjedel af sit liv i fængsel. Han har ventet og ventet. Hans kone, Rose, har også ventet. Han mødte hende i 1973. Så blev han interneret. Inden han kom på fri fod, røg Rose, der også tog del i den væbnede kamp mod briterne, i fængsel. Og to måneder før hendes løsladelse, fik han så sin livstidsdom. Alligevel er de sammen den dag i dag og har et barn.

”Jeg sagde til hende, at hendes liv ikke måtte gå i stå. Men da jeg efter 13 år fik lov til at komme ud to gange om året, mødtes vi og fandt ud af, at vi stadig havde følelser for hinanden.”

Mit hjerte lytter opmærksomt med. ”Hør engang på Raymond,” siger det til min forstand, der ellers godt ved, at jeg ikke får min eks tilbage. ”Lyt engang til manden!”, råber det til mine drifter, der ellers er ved at være godt træt af at være pakket væk, reserveret til én, der har takket nej: ”Det er et spørgsmål om tålmodighed! Om vilje! Our day will come!”

Men så stiller Massimo et sidste spørgsmål:

”Hvordan undgik du at blive bitter?”

Raymond sænker sine arme på bordet, trøjeærmerne falder til andægtig ro langs hans overarme, og han sikrer sig med et fokuseret blik, at vi begge lytter med.

”Første gang, jeg kom i fængsel, sagde en af de fanger, der havde siddet inde længe, til mig: Dit liv er, hvor du er. De ord tog jeg til mig. Hele vejen igennem forsøgte jeg at leve mit liv i fængslet i stedet for at drømme mig væk. I dag synes jeg, at de 17 år gik hurtigt. Og det kan få mig til at tænke over, hvor kort livet egentlig er.”

Fredag aften er vi tilbage i Belfast. Vi drikker på The Botanic Inn. Da diskoteket åbner oven på, stiller vi os ved kanten af dansegulvet. Jeg får øjenkontakt med en køn pige med enorme bryster.

”Hold lige min pint,” siger jeg til Massimo, inden jeg tager fem små, men for mit forelskede hjerte meget store og illoyale skridt hen til hende.

”What’s your name?”, spørger jeg, mens jeg læner mig ind over hende og dufter til hendes hår.

”I’m Claire. What’s yours?”, svarer hun med samme uimodståelige Fermanagh-dialekt som de piger, der holdt mig ved selskab i min lejlighed i Edinburgh for to år siden.

”Thomas.”

Så kysser vi. Bare sådan uden videre. Danser. Drikker. Og vågner op sammen på Falls Road, da Massimo efter en nat på stuegulvet banker på døren til hendes soveværelse. Hun har sin pyjamas på, og vi ligger i hver vores enmandsseng. Men jeg har allerede en fornemmelse af, at min nat sammen med hende bliver lige så vigtig for mig som citatet fra Raymond McCartneys cellekammerat.

Mit liv er, hvor jeg er: På højdepunktet af min ungdom med en fremmed pige, der kigger mig i øjnene med et blik uden lænker.

”We can meet up in Derry Monday if you fancy,” hvisker hun. “But you don’t have to.”

Præcis. Jeg er ikke nødt til noget. Jeg behøver ikke at mødes med Claire, og jeg behøver ikke at være forelsket i nogen. Jeg er heller ikke tvunget til at savne. Jeg kan bare lade være.

For første gang i mange måneder smiler jeg uden et skær af den sarkasme og bitterhed, der er så rigeligt af i dette land, hvor de bare venter og venter. Nogle på, at fortiden vender tilbage. Men de fleste heldigvis på, at fremtiden kommer.