Det her er ikke, hvad jeg havde forventet af Irland. Den grønne ø, hvor der altid synges og danses. Hvor alle er vittige, fortæller fantastiske fabler og lyver lystigt, hvis blot det kan gøre stemningen endnu bedre end fløjten, violinen og 8-10 glas Jamesons ved frokosttid allerede har gjort. Hvor selv dyrene smiler fornøjet i støvregnen over venlige vange og bedårende bjerge, mens alferne opfører riverdance på en skovbund dækket af druidernes helbredende bær og urter, inden de falder i søvn til Enya.

Jeg sidder med min studiemakker, Massimo, på bagsædet af en taxa på vej væk fra den asfaltstribe, der kalder sig City Of Derry Airport på samme deliriske måde som en sandkasse, der kalder sig en strand. På forsædet sidder en tvær chauffør. Eller i hvert fald en tavs én. Alt preller af på ham. Han modtager “Hi”, “Good morning”, “How are you?” og forsigtige spørgsmål om meget generelle emner som om det var trusler mod hans familie. Efter to minutter stopper vi med at henvende os til ham, og efter yderligere fem dropper vi også vores indbyrdes samtale for at imødekomme hans uartikulerede, men alligevel indlysende ønske om anspændt stilhed i bilen. Det virker mindre sandsynligt, at han vil henvende sig til os eller tænde radioen end at han f.eks. vil køre os til Donegals bjerge på den anden side af fjorden og ud over en stejl skrænt.

Men efter et kvarters kørsel, mens vi holder for rødt ved et fodgængerfelt på Limavady Road oven for banegården i Londonderry, sker miraklet. En kvinde krydser vejen iført en hat. Det er ikke en specielt pæn hat, men den er heller ikke specielt grim. Det er en hat som hatte nu er flest, måske lidt højere end flertallet, men slet ikke sådan, at den ligner en udklædningsgenstand eller burde kunne fornærme nogen, selv ikke en ualmindelig gnaven taxachauffør. Det er bare en hat.

“She looks like a complete dick!”

Chaufføren har tilkendegivet sin mening. Den er ikke til debat. Det er et statement af den slags, der normalt ikke forekommer i nyligt opståede og midlertidige, platoniske relationer. Men i denne sammenhæng, efter den ulidelige, u-irske tavshed på køreturen indtil nu, kommer det som en befrielse. Massimo og jeg knækker sammen af grin. Chaufføren smiler kort, men indtrængende til os i bakspejlet. Velkommen til Nordirland. Til Ulster (hvis du er protestant), til The Six Counties eller The North Of Ireland (hvis du er katolik). Til den del af The Emerald Isle, hvor kun de allermest hjertelige, hårde, opmuntrende, forsmåede eller inspirerende bemærkninger bryder gennem en grundtone af resigneret uro og udmattelse.

Vi sættes af, stadig klukkende, lige midt i historien. Vores herberg ligger klods op af Derry’s Walls, bymuren og fæstningsanlægget, der aldrig faldt.

Det så ellers sådan ud, da Kong James den 2. i april 1689 stod foran byportene med en hær bestående af 6.000 franskmænd. James, der var konverteret til katolicismen en snes år forinden, var i vinterens løb blevet tvunget fra tronen af sin protestantiske svigersøn, William. Men nu var James vendt tilbage fra exil i Frankrig for at genindtage sit tabte rige. Og det skulle være med Irland som udgangspunkt. Her, modsat i England, var han nemlig populær. For efter reformationen var den oprindelige, irske befolkning forblevet katolsk. Da James var blevet konge tre år tidligere, havde han tildelt øen en katolsk guvernør og var begyndt at give land tilbage til dem, der havde mistet det under hans protestantiske forgængere. Nu var tiden inde til at nyde godt af den goodwill, som han havde opnået.

Problemet var bare, at protestanterne på den nordlige del af øen over tre generationer var vokset fra en beskeden gruppe bosættere, anbragt og sponsoreret af magthaverne i London, til en stor og loyal befolkningsgruppe, der elskede deres hjem på denne ø lige så meget som de hadede katolikkerne. Så da James bankede på Londonderrys byporte, blev han ikke mødt med åbne arme, men med det trodsige råb “No surrender!” fra toppen af murene.

Så gav den franske hær sig til at vente. De blokerede floden, slog ring om byen og lod da også for en god ordens skyld kanonkuglerne regne ned over den nu og da. Inden for murene døde omtrent 8.000 indbyggere, alle protestanter, af sult og sygdom, inden skibet Mountjoy den 28. juli brød igennem barrieren på River Foyle og bragte forsyninger til borgerne og en ende på belejringen.

Det er over 300 år siden. Men her i Nordirland råber de stadig “No surrender!” og maler portrætter af William. Og hvor de ikke gør det, råber de i stedet “Brits out!” og drømmer om et genforenet Irland, hvor de seks nordligste amter ikke regeres fra London

For den lokale fodboldklub her i Londonderry er genforeningen med Den irske Republik allerede blevet en realitet. Det er en fortælling, der for verdensfodbolden er en kuriositet, mens den for den katolske befolkningsgruppe her i byen er en smertefuld påmindelse om, at de bor i det forkerte land. Og det er en fortælling, vi vil have med i vores hovedopgave i journalistik og som vi vil høre fra klubformanden selv.

Vi tjekker ind på vores herberg med udsigt ned over Bogside. Det var lige dernede mellem de snorlige rækker af toetagers boliger, at britiske faldskærmssoldater en blodig januarsøndag i 1972 skød 26 ubevæbnede, katolske demonstranter ned som var de rabiesbefængte køtere. 14 af dem døde. Men det var allerede gået galt for Derry City Football Club et halvt år forinden.

“Lad os bare gå derud,” foreslår jeg.

”Hvorfor?”

Massimo har lagt sig til rette i sin seng.

”Hvis vi tager en taxa, kan vi lige nå en lur. Jeg må indrømme, at jeg er lidt smadret efter en nat på gulvet i Stansted.”

”Hvis vi tager en taxa, har vi færre penge til at drikke for.”

Han sætter sig op og tager sine briller på igen.

”Fair enough, Thomas,” vrænger han i en forbløffende vellykket parodi på den nordirske dialekt.

Londonderry er kompakt. I løbet af tyve minutters gang har vi krydset den protestantiske enklave The Fountain med dens orangemalede husgavle og Union Jack vajende fra lygtepælene og bevæget os ud af den sydlige byport, ned af Windmill Terrace til Lecky Road langs Bogside. Hér holder man med Derry City FC. Det kunne man ikke drømme om 300 hundrede meter bag os.

“Det ligner jo noget fra Danmarksserien,” konstaterer Massimo, da vi yderligere ti minutter senere er nået frem til Brandywell, hvor klubben holder til. Det er ikke så meget stadionstørrelsen, han hentyder til, som det er klubhuset. Det består af to skurvogne af træ, der er stablet oven på hinanden. På enderne, der vender hen mod indgangen til anlægget, er den grønne maling flået af, som var den en uundværlig ingrediens for en utålmodig kok med et kraftigt rivejern. På den side, der vender ud mod banen, er der deforme plamager, som man ville mistænke for at være mislykket graffiti, hvis ikke det var fordi taget på pressetribunen er malet i præcis den samme, turkisgrønne farve. Det ligner opkast efter en flaske Pisang Ambon.

Jim Roddy er alt for pænt klædt på til dette sted. Med sit mørkegrå jakkesæt, sin nystrøgede, hvide skjorte og ternede slips i funklende blå nuancer, ligner han en amerikansk præsidentkandidat, der har indvilget i at lade sig fotografere i et slumkvarter for at tækkes de sorte vælgere. Men Jim Roddy hører til her i skurvognene, akkurat som i Bogside-kvarteret bag den modsatte endetribune, hvor han voksede op og var teenager under ”The Troubles”, urolighederne, der for alvor blussede op i 1968.

“Som alle i Derry følte klubbens tilhængere sig marginaliserede dengang,” sukker han med tre årtiers forsinkelse hen mod diktafonen, da vi har taget plads på hans kontor. Her er lige akkurat plads til et skrivebord og tre stole, men ikke til printeren, der står i rummet ved siden af.

Det var en tid, hvor det hele spidsede til i Nordirland. Katolikkerne var ved at få nok. Nok af, at de ikke kunne få de samme jobs som protestanterne. Nok af, at over 90 % af de ansatte i politiet var protestanter. Nok af, at myndighederne havde ret til at foretage ransagninger uden dommerkendelser og fængsle borgere uden sigtelse, men udelukkende benyttede sig af disse beføjelser over for katolikker. Nok af, at det hér, modsat i resten af Storbritannien, kun var husejeren, og ikke også andre myndige personer på adressen, som havde stemmeret – et juridisk krumspring, der skulle forhindre de store katolske familier med mange hjemmeboende, voksne børn i at få for meget indflydelse på valgresultatet.

Den 20. juni 1968 kom gnisten. Bystyret i Dungannon i County Tyrone, tæt ved grænsen til Den irske Republik, tildelte et ledigt landsbyhus i Caledon til Emily Beattie, en 19-årig protestantisk singlekvinde, der var sekretær for en protestantisk lokalpolitiker. Det skete på bekostning af to boligløse katolske familier med flere børn. Austin Currie, et katolsk parlamentsmedlem, havde forinden protesteret over for først bystyret og siden sine kolleger i Stormont-parlamentet. Sammen med de afviste katolske familier besatte Currie huset i protest, inden Emily kunne nå at flytte ind. De blev smidt på gaden af en politipatrulje, der blandt andet bestod af hendes bror. Kort efter afholdt den nordirske borgerrettighedsbevægelse sin første protestmarch på markvejene uden for Dungannon.

Da aktivisterne i oktober forsøgte at arrangere en demonstration i Londonderry, fik de nej fra Stormont. De gik alligevel på gaden, hvor de blev omringet af politiet og gennemtævet med en brutalitet, der fik TV-billeder af blødende katolske politikere til at rejse verden rundt. Dagen efter samlede borgerne i Bogside træplanker, tromler af pigtråd, traktordæk, murbrokker og sandsække i metertykke barrikader ind til området. På skilte ved siden af og på gavle over afspærringerne skrev de “You are now entering Free Derry”.

Flere protestmarcher fulgte. Mange af dem blev angrebet af både protestanter og politifolk, der ikke altid var på arbejde, når de trak kniplerne og affyrede tåregas. Og da en protestantisk menighed godt et år efter balladen i Caledon marcherede ad Lecky Road langs Free Derry for at vise, hvem der stadig styrede byen, var det katolikkernes tur til at bombardere en demonstration med molotov cocktails og sten. Politiet forsøgte at storme kvarteret, men deres pansrede fartøjer kunne ikke gennemtrænge blokaderne. I løbet af de følgende to døgn blev otte dræbt, yderligere 125 skudt, 750 såret og 400 huse og forretninger, heraf over 350 ejet af katolikker, ødelagt i byen. 1505 katolske familier og 315 protestantiske var på flugt efter ”The Battle of Bogside”.

Så blev den britiske hær sat ind. Soldaterne lagde en ring rundt om Free Derry, men undlod at gå derind. De vandt katolikkernes tillid, fordi de også rettede deres geværløb mod de protestantiske pogromer. Men bag barrikaderne, både her og i Belfast, oprustede IRA, få år forinden en knækket organisation uden folkelig opbakning, nu en guerrillahær, der ikke lod sig hverken formilde eller kue af de britiske soldater. Det var tid til at slå igen. Også på fodboldfronten.

Den 7. september 1971 rullede Ballymena Uniteds spillerbus ind på parkeringspladsen bag de skurvogne, hvor vi nu sidder over for Jim. Lidt senere rullede den ud igen, uden spillere, men med en flok unge kaprere fra Bogside bag rattet. De kørte nogle kilometer, holdt ind til siden, hældte benzin ud over bussen og brændte den af.

Dét var dråben for de klubber i den nordirske liga, der havde enten mange protestanter i truppen eller på tribunerne. Og det var langt de fleste. Politiet lukkede Brandywell, og Derry City FC blev beordret til at spille deres hjemmekampe i Coleraine. Ikke mange Derry City-tilhængere havde mod på turene til den fortrinsvis protestantiske by 50 kilometer mod nordøst, og den 13. oktober 1972 trak Derry City FC sig fra seniorfodbold.

“Derry var en krigszone dengang. Der var ikke noget overskud til at gå op i eller drive en professionel fodboldklub. Og på det tidspunkt vidste vi heller ikke, at vi kunne spille i et andet land,” husker Jim.

I 1983, efter talrige afviste ansøgninger om at genindtræde i den nordirske liga, havde klubben indstillet sig på, at de aldrig igen ville blive budt velkommen i hjemlandet. I stedet vendte man sig nu mod syd, mod den nation, som dens tilhængere så gerne ville høre under. Der blev arrangeret venskabskampe mod irske klubber som Shamrock Rovers, Dundalk og St. Patrick’s. En win-win løsning begyndte at tegne sig, for mange af de nordirske klubber ville gerne én gang for alle sikre sig, at de aldrig mere skulle sende deres spillerbusser til Londonderry. De gav Derry City lov til at søge om optagelse i nabolandets forbund. Og da FIFA herefter gav grønt lys, kunne Derry City fra sommeren 1985 optræde som den første britiske klub i irsk klubfodbold.

”I jomfruårene fik vi en overvældende modtagelse, når vi spillede nede i Republikken. De betragtede os nærmest som hjemvendte flygtninge. Der var stærke nationalistiske følelser blandt vores fans, og det var en meget speciel oplevelse for dem at følge med holdet til Dublin, som de altid havde betragtet som deres hovedstad,” mindes Jim.

Men ellers bryder han sig egentlig ikke om at tale om fortiden. Han glider af på mange af vores spørgsmål om balladen i halvfjerdserne og om de problemer, der stadig er, når klubbens spillere og fans kører forbi protestantiske byer og kvarterer på vej til udekampene på den anden side af grænsen. Han ønsker heller ikke at fortælle ret meget om sig selv og sin egen opvækst i Bogside. Det kan godt være, at hans kontor er i en skurvogn, der sagtens kunne have udgjort en af Free Derrys gamle blokader, men han forsøger at være en moderne leder i et land, hvor det er en nationalsport at udpege syndebukke, og han forsøger at være visionær i et klima, hvor alt for mange slet ikke ønsker at se fremad.

Vi spørger ham, om han ikke gerne vil tilbage til den nordirske liga. Om ikke fortidens sår først heler den dag, hvor hans klub ikke længere er fordrevet til nabolandets skammekrog.

Han retter sig op i sin knirkende stol. Slipset med den perfekte knude lægger sig blidt til rette på skrivebordet.

”Vi har et byråd, hvor begge sider bakker os op. Det er ikke farligt at gå i Derry-trøje gennem The Fountain. Det er forbudt at synge sange med politiske budskaber på vores stadion, og vi behøver ingen adskillelse mellem hjemme- og udepublikum. Som den eneste nordirske klub har vi ikke politi til vores hjemmekampe. Alt det ønsker vi altså ikke at vende tilbage til,” fastslår Jim.

Så rejser han sig op. Interviewet er forbi.

”Hør her, drenge. Jeg vil så gerne fokusere på fremtiden. Det er nødvendigt for klubben. Men hvis I vil en tur tilbage til fortiden, så kender jeg en mand, der måske vil møde jer. En af de overlevende fra IRA’s sultestrejker i firserne.”

”Det ville være fantastisk,” siger jeg en smule for entusiastisk.

Vi trykker begge hans store, sikre hånd, kigger ud over Brandywell og går tilbage mod Bogside. Massimo snakker løs om den nordirske rockscene, men jeg lytter ikke. Jeg tænker. På at jeg ikke kan tænke som Jim Roddy. På at jeg ikke evner at rette blikket op og se fremad, se udad og komme videre.

I stedet ser jeg hele tiden min ekskæreste for mig. Hendes lyse hår, blå øjne og et smil, der både varmer, inspirerer og driller på én gang. Hendes læber, der hele vinteren søgte mine, men som for to måneder siden pludselig artikulerede, at det ikke skulle være os to. Jeg er stadig forelsket på den der realitetsforvrængende måde, hvor alt godt i hele verden udgår fra og ender hos hende. Hun er stadig alt, hvad jeg ser, og vinterens følelsesstorme alt, hvad jeg mærker. Hvem hun i virkeligheden er – som alle os andre også uperfekt, forvirret og manipulerende – vedkommer mig ikke. Det skal ikke forstyrre min illusion om, at hun er den perfekte for mig. Om at vi en dag bliver genforenet.

Indtil da er planen, at jeg vil gå og bitterhygge mig med at savne og mindes. Ingen skal stille spørgsmålstegn ved, om hun er ventetiden værd. Ingen andre piger fortjener at få chancen for at overgå hende, om det så bare er et flygtigt snav klokken stiv om natten. Og ingen skal så meget som at antyde, at der kan være mere end én eneste ene og at jeg spilder den bedste tid af mit liv på at vente på én, der ikke vil have mig. ”Tiocfaidh ár lá,” som de synger på pubber som The Bogside Inn, lige derovre. Our day will come.

”Skal vi prøve at ringe til ham Raymond McCartney?”, foreslår Massimo i en pludselig pause mellem sine spyttende imitationer af Therapys trommegange.

”Yes. Han lyder som den rette mand for os.”

Læs anden del af det “glemte” kapitel fra bogen ‘Hjem til fodbold’ her.