Varmen er noget helt særligt denne middagsstund i Rosario. Den var tør i Córdoba-provinsens bakker, tempereret i Bariloches pussenussehygge ved foden af Andesbjergene, skarp og frisk på Patagoniens endeløse vidder og støvet og beskidt på den helt særligt urbane måde i Buenos Aires. Men her i Argentinas tredjestørste by kommer den om sommeren ofte med nordenvinden oppe fra Paraguays sumpe og moser. Og det gør den så tung og fugtig, at hvert et åndedræt føles som en slurk lunken vand med friskudklækkede myg fra Paraná-flodlejet som garnish.

Derfor er min kæreste, Kristina, og jeg drattet omkuld i skyggen under træerne i Parque de la Independencia i en fælles, uudtalt beslutning om, at vores sightseeing er slut for i dag. Klokken er 13:30. Alt, vi har nået, er et besøg ved Monumento Histórico Nacional a la Bandera, der, både hvad angår det svulstige navn og et udseende som en højovn, ikke ville påkalde sig synderlig opmærksomhed, hvis det i stedet var blevet anbragt ved siden af stålværket i Magnitogorsk ved foden af de russiske Ural-bjerge. Næste punkt på dagens program er en rød bøf på to kilo om seks timer og derefter i seng med oppustet mave.

Men der er noget underligt ved parken her: lidt for mange mennesker i lidt for højlydte grupper i lidt for mange ens farver. Måske er de på vej til en demonstration mod myg? Hvis ikke det havde været tirsdag, ville jeg have tænkt, at der var en fodboldkamp på vej.

Sådan en har vi allerede set hernede, for et par uger siden på Estadio Monumental i Buenos Aires, hvor vi med voldsomt jetlag gabte os igennem River Plates 2-0 sejr over Gimnasia y Esgrima Jujuy. Siden vi forlod hovedstaden dagen efter, har jeg nærmest ikke skænket fodbold en tanke. Når først man befinder sig ude i de øde provinser, er Argentina så meget andet.

Men jeg har da bemærket, at fortovene i Rosarios forstæder enten er malet i gul og blå eller rød og sort. Og jeg kender fortællingen om de to store lokale klubber: Rosario Central, stiftet i 1889 af jernbanearbejdere i det, der engang var grænsen mellem byplan og pampas, og Newell’s Old Boys fra 1903, oprettet under noget mere finkulturelle forhold på skotske Isaac Newells’ angloamerikanske skole. Kanaljerne vs. De Spedalske, hvis man skal bruge de lokale termer. De hader hinanden på samme måde, som River og Boca ville hade hinanden, hvis de var de eneste klubber i Buenos Aires. Det vil sige: som de allerede gør.

Derfor undrer det mig også, at så mange omkring os spadserer rundt i Newell’s rød-sorte farver sådan en helt almindelig hverdag. Måske er det trods alt ikke en by, hvor man er nødt til at skjule sit tilhørsforhold. Eller også er det bare lidt ligesom Belfast: malede fortove ude i de designerede zoner og så en neutral bymidte, hvor man er nogenlunde enige om ikke at slå hinanden ihjel. Eller også har jeg overset noget…?

Copa Libertadores har siden 1960 været Sydamerikas fornemste klubturnering. Jeg fulgte selv med i den hjemme på Eurosport i de tidlige halvfemsere, hvor jeg blandt andet kan huske Newell’s tabe en meget ondsindet finale over to kampe mod São Paolo i 1992. Året efter blev de slået ud af samme klub i 1/8-finalerne, selv om de vandt 2-0 hjemme. Det var den 7. april 1993. Siden har Newell’s ikke spillet en Copa Libertadores-kamp her i byen. Indtil i dag.

For da min nysgerrighed har overvundet min dvaskhed og slæbt mig hen til en gruppe af de lokale for at spørge, hvad der foregår, er dét beskeden: I dag vender Copa Libertadores hjem. Endelig. Newell’s Old Boys vandt nemlig den første halvdel af det argentinske mesterskab 2004/2005 og har dermed kvalificeret sig til det fineste selskab i 2006 for første gang siden de glade halvfemsere, hvor de for en stund var blandt kontinentets bedste – og nok så væsentligt de bedste i byen. De var ”padres”, Central deres ”hijos”. I aften er Rosario igen deres og kun deres. Og kampen spilles i øvrigt på et stadion lige derovre bag træerne, peger de ivrigt. Hvis vi skynder os, kan vi nok nå at købe billetter.

En dag som denne skal der noget helt særligt til at ville skynde sig. Men det er nu engang noget helt særligt. En fodboldkamp, som selv jeg har overset. En stor én, endda. Lige derovre, om ganske få timer, når solen begynder at slappe lidt af. Kristina forstår. Vi er nødt til at gøre det.

Nu, snart 19 år senere, husker vi begge Newell’s 2-0 sejr dén aften over Union Española som en af vores rundrejses største oplevelser. Langt større end River-Jujuy, og om ikke større så i hvert fald bedre end Racing-Independiente, ”El Clásico de Avellaneda”, som vi fire dage senere overværede blive afbrudt af tilskueroptøjer med tåregassen drivende hen over grønsværen mod os som giftig lummervarme fra Paraguay. Kun ét andet minde fra rejsen fylder mig den dag i dag med samme taknemmelighed: da vi i Andes-bjergene så og hørte den sorte gletsjer ved Tronador-vulkanen kælve. ”Dét havde jeg ikke regnet med”, sagde guiden ved den lejlighed.

Vi havde heller ikke regnet med at skulle til fodboldfest i Rosario. Vi blev overrasket. Det er dét, nuet – i modsætning til forventningen – kan. Den største glæde er den, du aldrig nåede at glæde dig til.