Stop mens stimen er god

Vi lever i en mærkelig tid. USA vil overtage Grønland. Hele Europa fejrer, at Tyskland – hvor gæld ellers kaldes ”Schulden” med fokus på det skammelige i at skylde noget – igen vil være en militær stormagt for offentlige midler, der ikke findes. Og i Newcastle fejrer de et trofæ. Hvis nogen havde forudsagt alt dette for et årti siden, ville de være endt i en af Anders Aggers rørende dokumentarserier om mennesker, der har det meget svært. Særligt hvis de havde insisteret på Newcastle-delen.

Det er næsten synd for FA Cuppen, at den lige præcis i denne sæson også har antaget en helt anden form end den sædvanlige træningsturnering for imperieklubber, der alligevel ender med at vinde den. Kvartfinalefeltet var i hvert fald det mest forbløffende i mange år. Helt præcist 17.

I 2007-2008 var kun halvdelen af de sidste otte deltagere fra Premier League. Der var endda stadig et hold fra den tredjebedste række, Bristol Rovers, med. I semifinalerne var der kun Portsmouth tilbage fra øverste dæk.

Så da jeg søndag den 6. april 2008 fandt vej gennem sludbygerne til Wembley for at overvære min første fodboldkamp på den nye udgave af det gamle stadion, var det ikke for at nyde Cristiano Ronaldo, Fernando Torres, Cesc Fàbregas eller for den sags skyld Ashley Young, den eneste markspiller på PFA Team Of The Year, som ikke var fra hverken Manchester United, Liverpool FC eller Arsenal. Det var for at se det, som på enhver anden arena ville have været et møde mellem to moderat uduelige midterhold i The Championship. Men her, under den 133 meter høje triumfbue, var Barnsley-Cardiff pludselig noget helt andet. Sidst en af de to klubber havde været i en FA Cup-finale, var det oprindelige Wembley lige fyldt fire år.

Nu kunne jeg så hengive mig til en detaljeret fortælling om, hvordan Cardiff-tilhængerne splittede afspærringen rundt om The Arch Pub ad, ikke for at angribe men for at vinke til de forbipasserende busser med Barnsley-tilhængere. Om hvordan voksne kulminemænd græd af glæde omkring mig – og af sorg i den modsatte stadionende – da Cardiff havde vundet 1-0. Og om hvordan jeg var med til at snige en flok walisere med ind på en modstanderpub ved hjælp af et Barnsley-farvet Dannebrog, ikke for at angribe men for at drikke med dem. Og det var så faktisk præcis, hvad jeg kom til at hengive mig til her. Groundhopping med Gravgaard bliver lidt længere denne gang end normalt…

For mit egentlige ærinde med denne måneds udgave – og det, som Cardiff City FC stadig minder mig om – er rejse-stimer, eller rettere: den lettere paranoide forestilling om, at der sker noget bestemt med noget bestemt, hvis man indfinder sig dér, hvor det sker. Og hvad angår Cardiff, er det ikke nødvendigvis et problem for mig, hvis det rent faktisk forholdt sig sådan. Jeg har allerede fået en del pints foræret på de kanter, når jeg med Rafael Benitez-alvorlig myndighed i stemme og blik har fremlagt følgende fakta:

At jeg var til stede på away-afsnittet på Ashton Gate i Bristol, da Cardiff lige akkurat sneg sig forbi deres største engelske rival i League 1-oprykningssemifinalen 2003. At jeg var på Ninian Park, da The Bluebirds leverede et meget fornemt FA Cup-resultat med 0-0 mod Tottenham i 2007. At jeg altså var blandt dem igen på Wembley, da de slog Barnsley i semifinalen året efter. Jeg var på plads på Canton Stand, da Cardiff i 2013 mod Charlton sikrede sig deres første oprykning til Premier League, og jeg var såmænd tilbage et halvt års tid senere, da de vandt det første South Wales-derby nogensinde i den øverste række. At der i de ovennævnte fem kampe i alt kun blev scoret to mål, gjorde mig måske upopulær hos TV-rettighedshaverne, men ikke på tribunerne eller pubberne.

Siden har jeg set Cardiff tabe 0-2 til Liverpool og 0-1 til Bristol City, så nu holder jeg mig for en sikkerheds skyld væk. For problemet er, at der jo også findes negative stimer.

Jeg skulle have været med på en gruppetur til Norwich i starten af maj. Med en vis ængstelighed. For selv om mine dårlige erfaringer med denne destination slet ikke tåler sammenligning med mine historisk gode af slagsen med Cardiff, udgør de trods alt 100% af den totale mængde på hele to gange, og dét er jo meget værre end én gang i træk (citat: min kommentatorkollega Jonas Schwartz): To gange har jeg været i Norfolks hovedby, begge gange associerer jeg med temmelig tung skuffelse.

Første gang var i foråret 2011, hvor jeg skulle til London med en ven for at se playoff-finalen i The Championship mandag 30. maj. Imidlertid fik eventyrlysten overtaget straks efter en åbenbart meget inspirerende ankomst-ale i lufthavnen lørdag middag: For spændingens skyld tog vi The Stansted Express nordpå i stedet for at gøre som alle de andre turister og endte derfor på dødsdruk i Cambridge. Alkoholdampene søndag morgen må også have forstyrret vores evne til at sammensætte et realistisk rejseprogram for den resterende del af turen, for jeg husker, at vi på banegården kun lod os afskrække fra at tage toget fra Cambridge til Swansea (!?), fordi prisen lød på 340 pund per person.

Dét skulle måske have tilskyndet os til at sigte efter vores oprindelige rejsemål og en ganske realistisk mulighed for at sikre os sortbørsbilletter til finalen ved i det mindste at vågne op bare et eller andet sted på én af hovedstadsområdets godt 8.000 kvadratkilometer. I stedet valgte vi at hoppe ombord i et lokaltog den modsatte vej, mod Norwich, hvor vi gik lige i fælden igen.

De tømmermænd, der mandag langt om længe ledsagede os afsted mod London med endnu et bumletog, ville have fået dekorerede krigsveteraner til at lægge en trøstende arm om os. Vi nåede først ud til Wembley en halv time før kampstart, hvor alle touts og dermed billetter var væk, og endte med at se en af alletiders mest underholdende, velspillede og stemningsmættede playoff-kampe på en tarvelig curry-restaurant med lunken Heineken og pre-bræk i plastickrus.

Anden gang jeg var i Norwich, vågnede jeg op i noget bedre form på Nelson City Centre Hotel til sol, 22 grader, min 41års fødselsdag og en skøn whiskybog i gave fra min kollega Niels Harild. Lad os bare sige, at dagen begyndte bedre, end den endte. Otte timer senere havde Sunderland på ubegribelig vis slået Chelsea 3-2 og mit elskede Newcastle spillet 0-0 mod bundholdet Aston Villa. De resultater sendte reelt Newcastle ud af Premier League i stedet for lokalrivalerne. Niels har fortalt, at jeg blev så oprørt, da vi over bilradioen hørte Sunderland score sejrsmålet, at jeg kørte en ekstra omgang i en rundkørsel på vej ud af Norwich.

Hver gang jeg siden har hørt nogen omtale Norwich, har jeg mærket en sær lyst til i stedet at besøge Ipswich. Eller et hvilket som helst andet sted. Så da grupperejsen tidligere i dag blev aflyst, var jeg på en måde lettet. Jeg har i stedet købt flybilletter til Manchester den weekend, uden yderligere planer. Uanset hvor opfindsom en brandert, jeg havner i, kan jeg dog garantere, at jeg ikke pludselig drager afsted fra Manchester Piccadilly mod Norwich.

Dér kommer Cardiff i stedet på besøg om lørdagen, og de klarer sig altså efterhånden også bedst uden mig.