Min forsømte nabo
Læs månedens blog og tag med vores faste klummeskribent Thomas Gravgaard på en nostalgisk tur til 90’ernes Hamborg.


Thomas Gravgaard
Fodboldkommentator og forfatter

Thomas Gravgaard
Fodboldkommentator og forfatter
Engang var Facebook stedet, hvor du med en simpel søgning og et enkelt tryk på ”anmod” kunne få kontakt til barndomsvenner eller for den sags skyld uvenner, som det ville være alt for akavet at række ud til på anden vis. Det var stedet, hvor du med det rette profilfoto ville kunne få alle tøser, der havde afvist dig, til at ærgre sig over, at de ikke bare havde takket ja til at komme hjem til dig og se Cocktail (i mit tilfælde foruroligende mange…). Og det var stedet, hvor du fandt ud af, hvad der var blevet af alle dem, der kun kortvarigt havde passeret gennem dit liv men alligevel efterladt et mentalt mindesmærke. Peter Sommer og Simon Kvamm ville aldrig have skrevet sangen om Morten, hvis de havde brugt lidt mere tid på Facebook.
Nu er platformen reelt forvandlet til en endeløs ”Kampen præsenteres af…”-sponsorhale, dog tilsat cookies, så du i det mindste ikke kun bliver præsenteret for Qatar Airways og den latterlige menneskeløve, som LeoVegas så snedigt fodrer med vores opmærksomhed. Er man eksempelvis blot én gang kommet til at like et foto af en Guinness – og det er sgu svært at undgå – kan man være sikker på i ugevis at blive mødt med tilbud om grupperejser til Galway.
De er kloge, de dersens algoritmer. De har nemlig også regnet ud, at jeg har noget at gøre med Groundhopping Tours, for de seneste uger har de vedholdende viftet med en annonce for den forestående tur i marts med Bundesligabussen til Berlin.
Normalt virker den slags ikke på mig. Jeg har set fodbold så mange steder på så mange måder, at jeg nu reelt lever af at fortælle om, hvordan jeg har levet af det. Men lige præcis med Tyskland forholder det sig anderledes. Det er ganske vist min fars hjemland, min barndoms yndlingsrejseland, i moderne tid hjemsted for Europas fedeste fankultur og der er nærmest et bryggeri for hver indbygger. Men nok så væsentligt har jeg i hele mit liv kun én gang set en tysk klubkamp.
Det var i sensommeren 1996, og det var en hård fødsel. Dengang, inden de blev venner med Rangers og smedede en ”No surrender”-tifo sammen til en kamp mod Celtic, var jeg ret betaget af HSV. Det samme var min makker Nylle, der siden hen sank så dybt, at han fik en Tottenham-tatovering og lagde fliserne i sin indkørsel, så man under indflyvning til Aarhus Lufthavn vestfra pludselig kan se ordet SPURS midt i et parcelhuskvarter i Stavtrup.
Problemet for Nylle og mig var, at vi manglede en bil og også gerne en chauffør, der kunne køre os til derby i Hamburg og også gerne hjem igen. Og et endnu større problem var, at Klaus var den eneste i venneflokken, der ejede en bil.
Se, nu var Klaus bare ikke typen, der nødvendigvis rider samme dag, som han sadler. Så når vi ringede og lokkede med billige dåseøl i Otto Duborg og den tredje af de billetter til HSV-St. Pauli, som vi i god tid havde købt gennem hjemmeklubben og fået sendt med post, lød det som så ofte før i telefonrøret: ”Det finder vi ud af”. Hvilket betød, at man endnu engang måtte nøjes med et hjørnespark, mens modstanderkeeperen drattede omkuld på græsset til langvarig skadesbehandling. Hvis man vil have defineret begrebet ”hvilepuls”, skal man prøve at opsøge Klaus, når han fisker ved Pinds Mølle. Og det var præcist, hvad jeg endte med at hoppe på cyklen og gøre, da der til sidst var ganske få dage til kampen og vi endnu ikke havde fået lov til at sætte spillet i gang. ”Okay, så”, svarede han, da jeg – nu in persona og ved anstrengt fysisk fremmøde – endnu engang havde fremlagt sagen. ”Fedt!”, kvitterede jeg lidt for højlydt og skræmte en rekordstor ørred væk.
Den følgende søndag morgen stævnede vi ud fra Galten i Klaus’ legendariske Opel Kadett, Klaus trodsigt iført Brøndby-trøje og Brøndby Support-halstørklæde, mens Nylle og jeg i stedet investerede i halvfemser-kække HSV-udebanetrøjer, da vi var noget frem til Volkspark. Da vi stod dér ude foran sydkurven med hver vores Holsten und currywurst, gik det op for os, at vi var de eneste, der hverken havde halvlangt nakkehår, overskæg eller cowboyjakker med patches – og at dét her måske hverken havde været sommerhalvårets reklamekampagne eller køreturen værd. Stemningen var dvask og øllet lunkent. Måske ville det blive bedre inden for murene.
Nej. Synet af den brune St. Pauli-tribune modsat os var da ganske imponerende, men som sådan ikke mere end Brøndby-kurven et par måneder forinden på Aarhus Stadion til den sindsoprivende 3-3 kamp, der endte med indirekte at afgøre det danske mesterskab. Slagsangene var enten kopivarer hentet hjem fra England og tilsat en pæn portion karikeret nazist-i-Indiana-Jones-film-dialekt eller ordløse melodier, som kun sydeuropæiske ultras jo kan give mening. Det hjalp heller ikke, at ståpladserne på Volkspark Stadion var uden tag. Hver gang lydniveauet hævede sig højt nok, drev det væk sammen med røgen fra forbrændingsanlægget bag os. Vejret var såmænd nydeligt, og HSV vandt i øvrigt 3-0, men på intet tidspunkt følte jeg, at dét her var en stor oplevelse.
Klaus insisterede på, at vi skulle gå før kampen var slut, og højdepunktet på turen var vel i virkeligheden, at Nylle og jeg listede så langsomt efter ham, at vi to lige akkurat nåede at se André Breitenreiter heade det sidste mål ind.
Undervejs på hjemturen var der ikke tale om en skuffelse, der skulle fordøjes. Tre venner i starten af tyverne på road trip er altid en succes. Men jeg tror, at det var dér, det gik op for mig, hvor langt den danske supporterkultur allerede var kommet. Både Brøndby og AGF havde trukket fulde huse igen og igen undervejs i den mageløse 95/96-sæson, hvor begge fanklubber tog mileskridt i forhold til udsmykning og lydniveau. Ja, i lyset af, at vores sammenligningsgrundlag endda var et stort, tysk derby, var det vores vurdering, at vi faktisk allerede havde overhalet vores sydlige nabo på klubtribunerne.
Den tyske tilhængerscene er naturligvis en helt anden historie nu. Har jeg ladet mig fortælle. I de efterfølgende små 30 år har jeg hver eneste lørdag nydt først SAT1’s og siden ARD’s vidunderligt konservative dækning af de tyske ligaer, men den eneste gang, jeg siden har sat en fod på et tysk stadion, var da Atlético slog Fulham 2-1 i Europa League-finalen 2010. Og det var såmænd også i Hamburg.
Det må snart være på tide at udvide min tyske horisont. Facebook-algoritmer: Skyd bare løs!