Hjem til Fitba!

Soft the rain is gently falling
Lightly cross the city morning
I get the feeling that I’m going home
Across the moorlands, past the mountains
O’er the rivers, beside the new streams
Something tells me that I’m going home
Runrig ”Going Home”

”Du lader jo bare som om”.

Tanken har meldt sig oftere og oftere, som årene er gået og mit seks måneders ophold i Skotland i år 2000 er svundet ind til omtrent 1/100 af mit liv. Når jeg har skænket mig en single malt whisky og sat Runrig på anlægget derhjemme. Når jeg beder slagteren på Kultorvet om at forberede en portion haggis til Robert Burns Night. Når jeg ikke kan lade være med at smile over en skotsk kvalifikation til VM-slutrunden, selv om den går ud over Danmark. Og når jeg mødes med de ægte skotter på The Dubliner i København og slår over i deres dialekt uden at lyde helt som dem men heldigvis heller ikke helt som Mel Gibson i Braveheart. Med hvilken ret gør jeg det? Jeg har boet næsten et kvart århundrede i Hovedstadsregionen men får stadig tit at vide, at jeg lyder som Baune.

Men som Albert Einstein har redegjort så fint for, er også tiden et relativt fænomen. Og den korte tid, hvor jeg boede fast i Edinburgh, har sat sig i mig som en begivenhed mere end et ophold. Og begivenheder kan ændre liv, til det bedre og til det værre. For mig i dette tilfælde heldigvis det første.

Jeg har været på besøg i Skotland et tocifret antal gange siden. Men da jeg denne fredag forsigtigt træder fra den glatte flytrappe ud på den forræderisk semifrosne asfalt foran ankomstterminalen i Edinburgh, går det op for mig, at jeg ikke har været her siden dengang verden var en helt anden. Før pandemien, der spærrede os inde i om ikke vores huse, så i hvert fald vores lande. Før krigen i Ukraine, som, da vi endelig blev frie igen, straks opførte et nyt mentalt fængsel af frygt. Derfor føles det denne gang mindre som at vende hjem til en fysisk lokation end de foregående gange og mere som at returnere til en tilstand. Til uskyld. Til ubekymring. Til naivitet. Til en barndom for voksne. Kan I efterhånden huske, hvordan det var?

Min lettelse over, at heller ikke Skotland endnu er blevet udslettet af Putins atombomber, forsvinder dog hurtigt, da et næsten lige så uudholdeligt problem opstår: Vores bagage dukker ikke op. Den er åbenbart stadig i København, hvor et teknisk sammenbrud, som russiske hackere ville have været stolte af at forårsage, har taget 7.000 kufferter som gidsler. Over det skrattende højttaleranlæg kommer efter en halv times forvirring en melding, som jeg er den eneste dansker, der forstår. Min fortrolighed med den skotske dialekt er åbenbart ikke det mindste påtaget. Til gengæld påhviler det så lige netop mig at viderebringe meddelelsen til resten af selskabet om, at vi tidligst ser vores tøj og tandbørster igen den dag, hvor vi skal hjem. Jeg overvejer, om jeg bare skal spille dum, næste gang vi får en dårlig nyhed herovre, men jeg kan heller ikke skjule en vis stolthed over at kunne kommunikere med de ansatte i lufthavnen. De ser ud til at ærgre sig over, at der trods deres ihærdige anstrengelser for det modsatte desværre er nogen til stede, der faktisk forstår dem.

Min medguide må låne mig sin jakke, da vi skridter over til vores ventende Uber-vogne, og det står klart, at min første aktivitet, når vi er nået frem til Glasgow, bliver en indkøbstur. Min skotske rugbytrøje er ganske vist et lækkert levn fra Six Nations i 2000, hvor Skotland tabte de fire første kampe, inden en sportsligt ligegyldig sejr mod de samlede vindere fra England forvandlede turneringen til en historisk triumf. Men særligt varm er den ikke. Så en times tid senere flår jeg en jakke og et par trøjer af stativerne i et stormagasin i Central Glasgow. Da vi bagefter sætter os til rette på The Duke’s Umbrella, går det op for mig, at min paraply også ligger i min kuffert i København.

Så også lørdag starter med shopping. Men den fortsætter med fodbold. Og nu skal jeg for alvor hjem. Da jeg for præcis 26 år siden flyttede til Skotland, var det formelt som journalistpraktikant på The Scotsman men reelt som Celtic-tilhænger, der ville til så mange kampe som muligt. Det kom jeg også. Og dagens program byder på Celtic-Dundee United og ikke mindst opvarmning på Gallowgate, som jeg til min første hjemmekamp på den hårde måde lærte er den længste, men absolut mest sikre vej til Parkhead og Skotlands største stadion. Det er nemlig ikke særligt betryggende at skulle vade ad London Road tværs gennem det protestantiske Bridgeton-kvarter, når man er blevet væk fra sin supporterbus og er iført grønt og hvidt.

Vi tager plads på The Saracen’s Head og bestiller de pints og shots, der for en betragtelig del af gruppen må betragtes som tømmermændskur. Efter lukningen af Baird’s Bar på det modsatte fortov for et par år siden er dette den mest autentiske Celtic-pub på strækningen. Det involverer signerede spillertrøjer og stakkevis af memorabilia på vægge og hylder, håndmalede bodhráns (en traditionel irsk tromme) hængende fra loftet side om side med republikkens og også et enkelt baskisk flag samt – først fra anlægget, siden fra en ganske habil live-musiker – de IRA-hyldende rebel songs, som ikke længere må synges på stadion og derfor i stedet fremføres med ekstra stor passion på pubber som denne.

Skråt over for The Saracen’s Head er der formiddagsmarked i Barrowlands’ enorme haller, og det kalder på smil i flokken, da nogle af sælgerne fremviser bordskånere med Celtic-manager Martin O’Neill portrætteret som paven.

Jeg betragter ham mere som en religiøs frelser end et overhoved. Da jeg for en uge siden stod på The Dubliner og så den håbløst fejlcastede manager Wilfried Nancy køre sit relancerede Celtic helt i graven mod Rangers, havde jeg lyst til at aflyse hele denne tur. Ideen med den var jo at fremvise mit Skotland og ikke mindst mit Celtic. Dét, jeg så i dette Old Firm og i øvrigt i stort set samtlige forudgående kampe under denne uduelige franskmand, var bestemt ikke min klub. Det er slemt nok med magtkampen mellem stemningsgruppen The Green Brigade og klubledelsen, selv om klubejer Dermot Desmond så småt lader til at have indset, at de største idioter ikke befinder sig på tribunerne men i bestyrelseslokalet. Men under Nancy var vi decideret til grin. Det havde vi i øvrigt ikke været i dette omfang, siden jeg boede herovre og John Barnes var manager, indtil Celtic i pokalturneringen tabte 1-3 hjemme til Inverness Caledonian Thistle fra den næstbedste række i mit andet besøg på Celtic Park.

Heldigvis blev Nancy afskediget i mandags i slipstrømmen på Manchester Uniteds farvel til en anden 3-4-3-fundamentalist. Og dermed er Martin O’Neill nu tilbage. Han skubbede Rangers af tronen i 00’erne, og da han i efteråret trådte til efter det farceagtige farvel fra og til Brendan Rodgers, vandt han syv af otte kampe, inden den deliriske bestyrelse lod den ikke mindre indbildske Columbus Crew-manager overtage styringen og smadre sæsonen. O’Neill er en ægte Celtic-helt, og han kommer helt sikkert til at redde denne dag og dermed for mig i høj grad også den samlede oplevelse, jeg så gerne vil dele med mine medrejsende.

Vi går i samlet flok gennem Glasgows East End. Måske har Putin alligevel fået ram på Skotland. Det er i hvert fald et arkitektonisk og sikkert også socialt helvede, der omgiver os, indtil vi når frem til Paradise, den lokale betegnelse for Celtic Park, der ligger klods op af en kirkegård. Underforstået: Ender man dér, er man i himmerig. Flere i selskabet når en tur i supportershoppen, hvor der sælges alt fra Celtic Single Malt Whisky til retrotrøjer fra Europa Cup-finalen i 1967, hvor The Bhoys som den første britiske klub vandt det, der siden blev til det profitmaksimerende projekt Champions League.

Vores billetter inkluderer adgang til The Kerrydale Suite og dermed alkohol, som ellers ikke sælges på skotske stadioner. I England må man gerne købe og indtage procenter, så længe man ikke kan se banen. Jeg har nogle venner i Stoke, der ofte drikker af deres øl på deres pladser, mens de holder sig for øjnene. Dén går ikke i Skotland, som også altid har haft en mere streng fortolkning af protestantisme end naboerne mod syd: Livet skal ikke leves, det skal overstås.

Det skal kampen her tilsyneladende også for Dundee United, der inden for de første ti minutter har tre spillere til længerevarende behandling på banen, og som selv efter de fire Celtic-scoringer holder 11 mand bag bolden. Hjemmeholdet spiller akkurat som jeg følte, da nyheden om fyringen af Nancy tikkede ind: Frit, lettet, ja, nærmest seksuelt opstemt. En beskeden flok af den karantæneramte stemningsgruppe har sneget sig ind og befinder sig heldigvis så tæt på os, at vi har en behagelig, summende jukeboks med irske oprørssange til at lægge bund under en ellers flad stemning. Men i det mindste er den ikke længere giftig. Og da hele stadion hylder Martin O’Neill efter det andet mål, rejser hårene sig kortvarigt i nakken på mig. Ved stillingen 4-0 et kvarter før tid, tømmes stadion. Sådan går det, når man ikke sælger alkohol.

Vi er nogle stykker, der finder tilbage til The Saracen’s Head efter kampen. ”Hold kæft mand, jeg har aldrig fået så mange krammere fra fremmede”, lyder det fra en af de andre, da vi evaluerer pubben. Akkurat som jeg selv gjorde, da jeg var på Gallowgate første gang i 1997, undrer de sig nok over, hvor flink man egentlig kan være, mens man råber ”Up the IRA!”…

Aftenen går med en improviseret pubcrawl, der fører den ene halvdel ned på Hootenanny’s ved hotellet og den anden ud på Trainspotting-spotting i West End. Her finder vi blandt andet den bar, hvor filmens største af mange psykopater smider et pintglas i hovedet på en kvinde på dansegulvet, hvorefter han sparker hendes rocker-kæreste i skridtet med et orgiastisk jubelbrøl. De mest udholdende ender ved halv tre-tiden i en Uber med karaoke-mikrofoner og vælger naturligvis Thomas Helmigs ”Málaga” i den ucensurerede udgave, hvor ordene ”narkomanernes by” indgår.

Søndag morgen går turen, meget apropos, til Dundee. Og det er også de to sangere, der lider mest på bussen op forbi Stirling og de nederste folder af det barske højland. Andre knapper rejsebajere op, og da vi crasher en pub inden kampen mellem Dundee FC og topholdet Hearts, har de fleste af os en flot tredjedagsbrandert kørende. De ansatte på The Barrelman taler indbyrdes begejstrede om, at de allerede ved middagstid har solgt mere end normalt på en hel søndag.

Styrtregnen gør ikke noget godt for Dundee. Og dog. Den skjuler byen en smule. Her er afskyeligt, tomt og råt på en måde, der får det østlige Glasgow til at fremstå som et vidunder. Og sådan er det med det ægte Skotland: akkurat som vejret svinger det i ekstremerne. Fra det uudholdelige til det uopnåelige. Fra det skrækkelige til det skønne. Ofte i et og samme sted, i et og samme moment.

Tag nu kampen, som vi ser. Og det stadion, hvorpå vi ser den. Alt er i stykker. Tribunerne, betalingsanlægget og udvalget i boderne, toiletterne, spillet og endda dommeren, der skvatter og straks bliver kaldt ”diving bastard” af en vred mand på vores tribune. Det suveræne tophold i den skotske Premier League scorer på deres eneste afslutning kampens eneste mål, som aldrig burde være anerkendt. Og hjemmeholdet bruger en halvleg i overtal på at spille på tværs og sende bolden ud over sidelinjen, hvorefter gæsterne tager et halvt minut om at kaste bolden tilbage til dem. Men alle er enige om, at det er en langt federe oplevelse end Celtic-Dundee United. Og i tillægstidens sidste sekund bliver vi hovedvidner til et øjeblik, der hvad angår kvalitet er historisk og som også nemt kan blive det, hvad angår betydning: veteranen Craig Gordon, indskiftet efter udvisningen af Hearts’ førstekeeper, fanger med fingerspidserne et hårdt hovedstød på selve stregen og sikrer dermed gæsterne sejren. Det er en redning, som hvis den havde fundet sted i en VM-slutrunde (og var blevet udført af engelsk målmand mod Brasilien…), ville blive talt om i årtier. Jeg ærgrer mig over, at Celtic ikke haler ind på Hearts men kan ikke få armene ned i begejstring over at have stået lige dér, få meter bag det mål, hvor dét skete dén dag.

Det tager tre kvarter at gå tilbage til pubben. Regnen er ikke længere bare en form for nedbør, den er en ondskabsfuld straf fra oven. Et bøddelhug af vand. En flod løber med os ned ad gaden og har styrke nok til at medbringe tomme Irnbru-dåser, indtaget af koffeinhungrende fodboldfans tidligere på dagen. En flok Hearts ultras skråler om deres matchvinder Cláudio Braga på Queens ”Radio Ga Ga”. Ingen af dem har overtøj på. Jeg skal pisse helt vildt. This is football. Eller fitba, som de siger heroppe.

Vi genindtager The Barrelman, og de ansatte kigger på os, som om de har vundet lotteriet to gange samme dag. En deltager fortæller, at han engang har spist larver i en regnskov. En anden svarer, at han engang har været til testikelsmagning i Taastrup. Og da vi stiger ombord på bussen tilbage til Glasgow, viser det sig, at stationsvagten nemt overser øldåser, hvis man bare lader være med at vise dem til hende. What a day.

Mandag skinner solen og temperaturen er tocifret. Her føles pludselig forårsagtigt. Vores bagage er stadig ikke dukket op, da vi forlader hotellet. Måske får vi den, når det engang er blevet rigtigt forår.

Fra min vinduesplads i flyet tilbage til København spejder jeg ned over mit tidligere hjemland. Jeg spekulerer over, hvornår det egentlig er ok at kalde et sted for ”hjem”. Og jeg når frem til, at svaret er det samme som på det evindelige spørgsmål om, hvornår man er en rigtig fan: Hvis det føles sådan, ER det sådan. Man kan få ideer, skøre indfald og man kan lyve, som det driver. Men man kan ikke opfinde følelser. I givet fald ville vi alle være lykkelige hele tiden. Og på denne tur, følte jeg mig hjemme. I flokken og i landet.

Haste ye back.