Fordomsfuld forberedelse

Første gang, jeg besøger et sted, hvad enten det er Anholt eller Argentina, spejder jeg altid efter lysmaster, tribuner eller andet, der kan indikere, at lokationen byder på fodbold. Det fremkalder altid en vis lettelse i mig at spotte et stadion, da jeg dermed ved, at jeg stadig befinder mig i et nogenlunde civiliseret samfund.

Der er dog også nogle anlæg rundt om i verden, der umiddelbart signalerer det modsatte af civilisation, særligt hvis det flugter med ens fordomme om landets fodboldmæssige kapacitet. Det betyder ikke, at man vil undgå at besøge dem for enhver pris, men blot at de ikke står ret højt på listen, når man befinder sig i området.

Cypern har været en nogenlunde fast rejsedestination for mig, lige siden jeg for snart et kvart århundrede siden mødte min nuværende hustru, hvis far var født og opvokset på den fjerne Middelhavsø. Og på ferie efter ferie har jeg med en blanding af fascination og foragt iagttaget to sære betonklodser på en mark lidt uden for Paralimni, hvor min svigerfamilie i de første år af vores forhold ejede en lejlighed: de to langsidetribuner på det lokale stadion, den ene af dem så besynderligt smal, at man kunne mistænke klubben, der har hjemme her, for at spille bordfodbold.

Indtil for nylig havde jeg aldrig rigtig været ansporet til at sætte mig ind i Enosis Neon Paralimnis eller for den sags skyld cypriotisk klubfodbolds nærmere anliggender. Området omkring Paralimni er velsignet med ikke bare Europas bedste strande, men også et næsten perverst udvalg af sportsbarer, der viser alverdens kampe på storskærme, mens de serverer fadøl, som man ellers kun kan få i England. Det kan godt være, at cyprioterne måtte gribe til våben for at opnå uafhængighedfra Storbritannien, men de har dog bevaret noget af det absolut bedste fra den tidligere koloniherre: en pubkultur, der særligt i Paralimnis naboby, Protaras, svarer til Blackpool i helårlig højsommer, dog tilsat mad, der ikke bare kan spises men også nydes. Derfor: Vi opholder os altid i Protaras, når vi er på Cypern. Og hvorfor dog besøge et pudseløjerligt stadion i nådesløs indlandssol, når man kan sidde i skyggen med en John Smith’s Extra Smooth fra hanen og se de internationale topkampe, man også ville have set derhjemme?

Men i år fandt jeg langt om længe vej til marken uden for Paralimni. Jeg var nemlig blevet tildelt kommenteringen af Conference League-kampen Crystal Palace-AEK Larnaca på Disney+, og AEK’s sidste kamp inden deres tur til London var lige præcis mod Enosis Paralimni, lige præcis mens jeg opholdt mig i Protaras, otte kilometer derfra. Nu var der ingen undskyldning mere, også selv om opgøret kolliderede med Brighton-Newcastle og adskillige andre fristelser i Little Mediterranean Britain.

Allerede inden afrejsen havde jeg skrevet til Enosis og bedt om en akkreditering. De svarede hurtigt med besked om, at der desværre ikke var plads i pressesektionen. Hvilket i betragtning af størrelsen på tribunerne ikke kom som det store chok. Der er næppe plads til mere end en enkelt laptop. Til gengæld tilbød de mig en helt almindelig billet uden beregning. Det ville vurderet ud fra mine erfaringer med at blive akkrediteret til kampe i England ikke have fundet sted, hvis Cypern stadig var britisk.

Apropos uafhængighed er Enosis ikke et komplet ukontroversielt ord. Det refererer normalt til ideen om en forening af Cypern og Grækenland, et ønske, der afspejler både en naturlig kulturel samhørighed mellem de to lande, et altid lurende cypriotisk mindreværdskompleks og frem for alt hadet til Tyrkiet. Min svigerfar var blandt de fordrevne, der måtte flygte op i Trodos-bjergene, da tyrkerne i 1974 indtog hans hjemby, Famagusta, og den nordlige del af øen, hvor de stadig opholder sig, uden anden formel anerkendelse end fra Tyrkiet selv.

Dermed lever cyprioterne i en konstant påmindelse om deres historiske sårbarhed. Igen og igen er øen blevet invaderet og belejret, og de mest brutale besættelser er udgået fra naboen, kun 70 kilometer mod nord, med osmannernes 300-årige undertrykkelse af den latinsk-kristne kultur som et dybt sår, der aldrig nåede at gro sammen, inden tyrkerne vendte tilbage. Og det forklarer, at nogle cyprioter stadig læner sig politisk mod Grækenland, selv om de har haft deres egen nation i mere end 65 år. Når ens skæbne tilsyneladende er at leve under fremmed herredømme, skal de fremmede i det mindste være nogle, man har bare en smule tilfælles med.

Jeg har parkeret min lejebil helt ude ved indfaldsvejen fra Protaras i forventning om, at det nok skal ende med et brølende, dyttende og gestikulerende kaos efter kampen, selv om der forventes mindre end tusind tilskuere. Ja, det handler da om mine fordomme over for Cypern, men også om min hverdags trafiktraumer hjemme i Hillerød, hvor en køretur på tværs af byen til McDonald’s nemt kan udvikle sig til en dagsrejse. Nu er jeg så kravlet op øverst på den tomme tribune med min duftende Koupes-snack – friturestegt bulgur og svinefars, var det noget, McDonald’s? – for at nyde udsigten, som er noget smukkere her fra stadion end udsigten hen mod stadion. 

Fra Paralimni er der ganske få kilometer til den besatte del af Cypern. Og selv om fodboldklubben har indsat ordet ”Neon” i sit navn, så ”Enosis” også bare kan betyde noget så uskyldigt som ”ungdomsforening”, er det svært at betragte bjergene mod nord, hvor invasionsmagtens flag som en kronisk hån er barberet ind i skovene på sydskråningen, og lade som om, at det intet har med politik at gøre. Særligt ikke når klublogoet er Parthenon-templet i Athen.

Vender jeg blikket den anden vej, fejer det hen over selve anlægget, som på grund af atletikbanen faktisk er forbløffende stort. I hvert fald større end en bordfodboldbane. På den modsatte betonklods, den smalleste af de to, befinder omtrent 100 AEK-ultras sig. De udgør sammen med det medfølgende politiopbud næsten halvdelen af de fremmødte. Den anden halvdel, her på den østlige længe, er tilsyneladende ikke lokale, men derimod West Ham-tilhængere. Over alt skærer den skarpe Corkney-dialekt sig gennem den lune aftenluft. Og det slår mig, at Enosis’ spilledragt minder mig om noget.

”Det var Bobby Moore, der donererede brugte West Ham-dragter til Enosis, da de rykkede op i den bedste række i starten af halvfjerdserne”, forklarer en af dem til mig (og en ung ansat i klubshoppen, der enten ikke er klar over den usædvanlige forbindelse eller bare er ekstremt høflig).

I 1969 flyttede to unge Paralimni-fyre til det østlige London, hvor de tog den lokale klub til sig og åbnede et par meget populære restauranter, som West Ham-spillerne begyndte at frekventere. Da de to immigranter fortalte Bobby Moore om, at deres hjemby nu havde fået et hold i den bedste cypriotiske række, sørgede han i sommeren 1971 for, at de dragter, West Ham havde optrådt i under den forgangne sæson, blev sendt til Paralimni til brug for Enosis-spillerne. Lige siden har Enosis bevaret farverne. Og da West Ham på vej mod Conference League-triumfen i 2022/23 mødte AEK Larnaca, blev en hel delegation fra London-klubben inviteret her til stadion til en officiel venskabsceremoni. Blandt æresgæsterne var den mangeårige anfører, Mark Noble, der har en feriebolig i området. Formentlig i Protaras…

Det er altså netop AEK Larnaca, der i aften besøger Tasos Markou Stadium, opkaldt efter en lokal frihedskæmper fra uafhængighedskrigen mod Storbritannien, som siden blev løjtnant i den græske hær i en personlig enosis. AEK slæbte for få år siden FC Midtjylland helt ud i en straffesparkkonkurrence i Champions League-kvalifikationen. Alligevel ved jeg stort set intet om dem. Jeg kender derimod en del til en anden klub i Larnaca, nemlig Anorthosis, som stammer fra Famagusta, hvor de af gode grunde ikke spiller mere. De har en dybere, længere fortælling og historik end den moderne fusionsklub AEK og er en stor del af forklaringen på, at der trods en køretid på mindre end en time er så få gæstefans her i aften. For Anorthosis spiller lige nu ”hjemme” i Larnaca. Det fandt jeg ud af, da jeg tidligere på dagen spurgte Kristinas fætter, om han ville med mig til bold her i Paralimni og han brødebetynget måtte afslå.

”Jeg er Anorthosis-fan, Thomas. Det er det eneste rigtige at være.”

Men der er trods alt endnu færre lokale til stede end gæster fra Larnaca. Paralimni har mindre end 15.000 indbyggere, en tiendedel af Larnaca, og fanbasen afspejler dette. Min svigerfar plejede at omtale de lokale som ”peasants”, uanset deres beskæftigelse. De første 30 år af klubbens eksistens måtte den ikke deltage i nationale turneringer, fordi den kom fra en ”village”. Kun klubber fra ”towns” eller ”cities” havde adgang. Reglerne blev ændret mod slutningen af 1960’erne, og herefter var Enosis en fast bestanddel af den bedste række helt indtil 2014, hvor de for første gang rykkede ud. Siden har de været et elevatorhold, og inden mødet med AEK har de kun et enkelt point efter seks kampe og er bundprop i den cypriotiske 1. division. Det er de også efter mødet.

Cypriotisk fodbold var svært at tage seriøst, da jeg voksede op. Først en måned inden min 11-års fødselsdag lykkedes det landsholdet at få det første udebanepoint nogensinde i en kvalifikationskamp. Og jeg husker min og andres bestyrtelse, da Danmark måtte nøjes med 1-1 her på øen på vej mod EM i England 1996. Cypern har stadig aldrig været med ved en slutrunde, men på grund af store udenlandske investeringer har klubfodbolden hernede løftet sig siden årtusindskiftet og er nu en direkte konkurrent til den danske. Pafos FC deltager i denne sæson i Champions League-gruppespillet, og det var først i 1/8-finalerne, at AEK mødte West Ham i Conference League 2023.

Det, der udspiller sig foran mine øjne, skulle dog helst ikke kunne true nogen danske klubber. Tekniske fejl på stribe, konstante spilstop og ingen skud inden for målrammen før Hrvoje Milicevic bringer AEK foran på straffespark efter 29 minutter. De tilrejsende ultras kvitterer med absolut ingen reaktion overhovedet, men fortsætter blot deres monotone opbakning, som kun én eneste gang denne aften ophører: Da det svirp, som Djordje Ivanovic øger føringen med i starten af anden halvleg, trods alt udløser velfortjent, spontan begejstring. Siden sker der intet i kampen. Det er en meget lidt stor fodboldoplevelse, jeg får mig her i Paralimni. Helt som ventet. Palace kan roligt stille med reserverne.

Til min absurde glæde er der en vis form for kaos uden for stadion bagefter. Uanset hvilken vej jeg prøver at gå tilbage til min bil, mødes jeg af aflåste porte. De cyprioter, tsk. Til gengæld kan jeg uhindret gå helt ind på banen og tage billeder, mens lamperne over mig slukkes og det tidlige mørke minder mig om, at det trods varmen er slut-oktober. Så bliver der endelig åbnet en port til parkeringspladsen. Peasants.

Den efterfølgende torsdag bliver AEK Larnaca det første udehold til at besejre de regerende FA Cup-vindere på Selhurst Park siden februar. Måske var de slet ikke så dårlige, som de så ud gennem mine øjne. 

Måske var det bare de tarvelige tribuner, der forvrængede det hele.