Fodboldfri

Få fænomener er mere skræmmende end somre, hvor der hverken er VM- eller EM-slutrunder. Og lad mig med det samme, med fare for at forbryde mig mod mangfoldigheden, slå fast, at jeg hér taler om herreseniorer.

For mig er de somre ensbetydende med eksistentiel tomhed, uanset om jeg opholder mig i min stille stue, i min summende have eller i den svulmende skov lidt længere nede ad vejen, hvor jeg bor. Over alt i lyset sitrer en ildevarslende ro, meget lig den, som den svenske videnskabsmand Peter Nilson i 1991 – i øvrigt også en slutrundeløs sommer – beskrev i sin eminente bog ”Stjerneveje”, når han ved middagstid gik tur på sin barndoms enge i Hjälmseryds sogn:

Jeg standser op og hører, hvordan der bliver stille i løvet, hvordan vinden stilner af, hvordan fuglene flyver bort. De gamle plejede at tale om et uhyggeligt tidspunkt midt på sommerdagen, spøgelsestimen i middagslyset. Er det en af engens gamle høstkarle, som lister forbi, vækket af gravens mørke af sommersolen?

Venlige sjæle omkring mig har gennem årene forsigtigt foreslået kvindernes slutrunder eller ungdomsturneringer som det igangværende U21-EM til at tage abstinenserne, men for mig minder det en smule for meget om sommeren 2020, hvor der da efter nogle måneders nedfrysning af samfundet ganske vist blev spillet fodbold igen. Det var imidlertid i rammer, som i bedste fald manglede en del og som i værste fald var lige så uhyggelige som Peter Nilsons frokoststunder i Småland. Og jeg har bare altid elsket fodboldens rammer højere end spillet. Det ville være påtaget at foregive andet.

Fodboldfri sommer? Jeg kan kraftigt anbefale at få tiden til at gå med denne bog i stedet.

Jeg har også ladet mig fortælle, at der lige nu er et VM for klubhold i gang. Vurderet på navnet burde det jo være årets højdepunkt for os alle. Men der er en grund til, at man i vores del af verden ikke må bruge betegnelsen ”alkoholfri gin”. For gin kræver en alkoholprocent på mindst 37,5 for rent faktisk at være en gin. På samme måde kræver et VM for klubhold vel, at hele verden og ikke bare dens afkroge og turneringens narcissistiske arrangører går op i den.

Til gengæld er de slutrundeløse somre sunde for min familie, som har meget bedre tid sammen ved poolen og på Sydeuropas restauranter, når far ikke konstant leder efter en storskærm. Og nu og da kan der jo også, midt i sommeruhyggen, dukke en fodboldkamp op i nærheden af feriedestinationen, som minder én om, hvorfor det ind i mellem kan være meget godt med et afbræk fra hysteriet.

I sommeren 2022 lykkedes det min ven Massimo at støve en sådan kamp op til os. Massimo bor i Fredericia, taler med nordjysk dialekt og holder med AaB, men voksede som navnet antyder op i Italien, hvor han i sine drengeår fulgte Sampdoria. Ikke kun på TV, men også på stadion. Den mulighed var nu pludselig dukket op igen. For Sampdoria skulle spille venskabskamp i og mod Brescia samtidig med, at han og familien var på ferie i Ligurien – og samtidig med, at jeg befandt mig med min i Tignale ved Gardasøen, kun en god times kørsel fra Stadio Mario Rigamonti.

Vi aftalte at mødes alle sammen i Brescia på kampdagen. Så kunne damerne og pigerne shoppe, mens vi fædre tog Massimos søn med os til fodbold. Denne lidt konservative rollefordeling er meget passende og vel egentlig også ret respektfuld i Italien, på samme måde som tanktoppe og Havaianas i katedralerne ikke er det. Men nok så væsentligt passede den også hver og én i vores selskab glimrende. Sådan er vi jo alle nu og da så klichéfyldte.

Når man tager til klubfodbold i Italien, skal man vide, at der ud over de indlysende rivaliseringer i de store, verdenskendte lokalopgør, skærer sig en ældgammel brudlinje tværs gennem det italienske tilhængermiljø, omkring hvilken ultras-grupperne oprindeligt positionerede sig ud fra deres politiske ståsted, enten til højre eller venstre. Mange stadig eksisterende ven- og fjendskaber er defineret ud fra den linje. Og både Massimo og jeg vidste udmærket godt, at Brescia og Sampdoria, trods et moderat politisk engagement, tilhørte hver deres gruppe. Og at Brescias bedste venner fra AC Milan var og er blandt Sampdorias største fjender.

Vi blev dog alligevel overraskede over tilstedeværelsen af politi adskillige hundrede meter fra stadion og over, at det krævede en del overtalelse og ligurisk dialekt hos Massimo at få lov til at fortsætte mod de gader, der førte til gæstesektionen. At der overhovedet var en gæstesektion til en venskabskamp mellem to klubber fra byer mere end 200 kilometer fra hinanden, var i sig selv bemærkelsesværdigt.

Holdene er ikke kommet på banen endnu, men derfor kan man da godt synge i solen alligevel.

Da vi først stod derinde, på sydtribunens svedne ståpladser, føltes det på mange måder som en ”rigtig” fodboldbegivenhed. Vi var omgivet af flere hundrede Sampdoria-ultras med bannere, flag og kokainskarpe øjne. Der var slagsange, kampråb og ikke mindst konstante ”Brescia! Brescia! Va fan culo!”-ytringer. Venskab? Ikke skyggen af det her i solen.

Under selve kampen nød jeg både den formidable udsigt til Alperne bag hjemmetilhængernes halvfyldte nordkurve og den kendsgerning, at jeg midt i en sommer uden slutrunde, med flere uger til nærmeste lokale ligakamp, alligevel nu sad på et stadion i øredøvende larm. Men det er jo bare sådan med larm, særligt den slags med mange grimme ord, at den ofte ledsages af latent ballade, fordi den udspringer af samme kilde: aggression. Og allerede i pausen fik vi en fornemmelse af, at det kunne blive en lang aften på Rigamonti, da vi pludselig hørte højlydte ”Doria! Doria! Merda!”-råb ude fra gaden bag vores tribune. Brescias ultras havde åbenbart forladt deres tribune, og det samme gjorde Sampdorias nu i et fællesløb mod udgangsportene, som ville have fået kvægflokkene på Yellowstone Range til høfligt at trække til siden. Men myndighederne var altså bedre forberedt på konfrontation, end vi var, og havde forseglet området, så det i stedet bare regnede med kasteskyts mellem flokkene.

Sampdorias ultras leder efter en vej ud af stadion for at konfrontere Brescias tilhængere.

Efter kampen kom prisen så for en uventet stemningsfuld omgang sommerbold: Vi blev sammen med de øvrige Sampdoria-tilhængere holdt tilbage på stadionområdet, mens politiet ryddede gaderne for de lokale bander – en opgave, de tilsyneladende havde et vist hyr med, for da der var gået en time, var vi stadig lukket inde, og mørket var begyndt at sænke sig over de sydlige Alper. Fra centrum af Brescia tikkede en strøm af utålmodige og bekymrede SMS-beskeder ind fra pigerne. Og lige inden Massimo fik overtalt en af vagterne til – på vores egen risiko – at lukke os ud med henvisning til, at vi jo bare var danske turister, nåede jeg at tænke: ”Jeg trænger godt nok til en ferie fra dén lortesport.”

Hav en forrygende, om end måske urovækkende, fodboldfri sommer!