En lykkelig landsforrræder

Hvad kan være større end glæden ved at følge ens eget landshold under en stor slutrunde i nabolandet? En hel del, erfarede vores faste klummeskribent, Thomas Gravgaard, under EM i Tyskland sidste sommer.

Da jeg arbejdede for det daværende Discovery, var der særligt ét ord, som udgjorde en fast del af redaktionens vokabularium uden at være i nærheden af at give mening for os. Et ord, som vi flittigt slyngede rundt ikke bare i kantinen og på kontorerne, men tilmed nu og da i kommentatorboksen, selv om det reelt var en hån mod både vores egen rettighedsportefølje og arbejdsindsats på det tidspunkt: ”landskamppausen”.

For i virkeligheden var der absolut ikke tale om nogen pause. Tværtimod var det en af kalenderens mest krævende perioder, når herrelandsholdene overtog scenen fra herreklubholdene, som vi dengang også havde rigeligt at gøre med. Derfor blev vi på et tidspunkt også enige om at forsøge os med det mere retvisende ”landskampperiode”, som jo anviste, at der altså ikke var tale om nogen som helst pause, hverken for os eller seerne. Ingen grund til at opsige streamingabonnementet. Og absolut ingen grund til at afspadsere.

Mit arbejdsliv er helt anderledes nu. Landskampperioden er rent faktisk en pause, for det er klubturneringerne, der bidrager med hovedparten af arbejdsopgaverne til mit lille firma. Jeg ville faktisk have haft tid til at tage i Parken og se kampen mod Skotland, hvis jeg havde nået at sikre mig en billet. Og jeg har også tid – om ikke penge – til at tage med til Grækenland mandag.

Det ville i givet fald være min kun anden away med mit land, og det ville være den anden på kun lidt over et år. For jeg var sgu 49, før jeg første gang fik slæbt min røv over en grænse for at se Danmark.

Da det i september 2018 blev annonceret, at EM 2024 skulle finde sted i Tyskland, var min første aktion at oprette en privat Facebook-gruppe med titlen ”Auswärtsspiel 2024” til min jyske venneflok. Kernen i den havde nemlig revanche til gode. I god tid havde vi planlagt en uge i Tyskland under VM 2006, som skulle være min danske landsholdsdåb i udlandet. Men så ventede Morten Olsen for længe med at skifte Søren Larsen ind i den afgørende VM-kvalifikationskamp ude mod Tyrkiet i efteråret 2005, og derfor blev der ingen ”Sejle op ad åen” den efterfølgende sommer, men i stedet syv døgns ”Sejle rundt i gaderne” i Köln, Frankfurt, Dortmund og Berlin, uden at vi på noget tidspunkt befandt os i nærheden af et fodboldstadion. Denne gang skulle det være anderledes.

Men årene gik. Corona kom, efterfulgt af den russiske invasion af Ukraine, der igen blev efterfulgt af inflation og høje renter. Og da inflationen og renterne faldt, udviste de danske supermarkeder sandt samfundssind ved at holde leveomkostningerne oppe for de af os, som nu og da har brug for dagligvarer i dagligdagen. Med andre ord: En del af os manglede penge til luksusoplevelser, andre havde ramt andropausen og manglede energi. Jo jo, vi mænd kommer skam også i overgangsalderen. Vi tuder bare ikke over det men gemmer i stedet tårerne til influenza eller nederlag til AGF. Anyway, da det stod klart, at EM 2024 rent faktisk ville være med dansk deltagelse, var der ikke rigtig nogen af os, der gjorde noget ved det. Jeg så i stedet frem til grillpølser hjemme i haven og Copenhell, som jeg lige akkurat kunne overskue.

Og lige præcis på Copenhell indtraf så det øjeblik, hvor Fanden tog ved mig (han er fast deltager på den festival). Metalfans synger generelt ret højt, og ”Der er et yndigt land” lød forrygende foran storskærmen i den propfyldte Biergarten. Og da Danmark udlignede til 1-1 mod England, fik jeg næsten tårer i øjnene af jubel og overgangsalder og det forholdsvis friske sår fra pokalfinalen mellem AGF og Silkeborg.

På bagkanten af festivalen, da tømmermændene var aftaget, trommehinderne spændt af og moshpit-støvet hostet op, tog jeg chancen og bestilte to overnatninger den efterfølgende weekend på et hotel ved Dortmund. Jeg ville afsted, om det så skulle være alene. Alt, jeg nu havde brug for, var at Danmark IKKE vandt gruppen, for så skulle vi spille på et tidspunkt, der ville kollidere med afrejsen til vores familieferie på Mallorca. Så da vi fedtspillede andenpladsen hjem med 0-0 mod Serbien, var jeg den eneste tilfredse dansker i hele verden, ud over Kasper Hjulmand. Tyskland-Danmark i Dortmund lørdag i stedet for Slovakiet-Danmark mandag? Helt perfekt. Det var præcis det, vi gik efter, Kasper og jeg. Også selv om jeg ikke havde nogen billet endnu.

Præcis en uge efter mit wake-up-growl på Refshaleøen indtog jeg dermed langt om længe for alvor Tyskland i min danske landsholdstrøje og min (franske) Renault Megane, der førte mig sydover, først til lyden af ”Re-Sepp-ten” og ”Én for alle”, så noget Søren Huus, Peter Sommer og Kalaset, og fra Hamburg primært Die Toten Hosen. For det var som om, at beruselsen over at være en del af en forventet rødhvid invasion af Ruhrdistriktet nu ikke længere fyldte så meget som ekstasen over Autobahn-friheden og følelsen af at kunne gøre lige, hvad jeg havde lyst til, inden for lovens og logistikkens rammer. Så på en rasteplads nær Hannover googlede jeg ”Getränkemarkt” og ”Engelbräu”, og ved Bielefeld drejede jeg som anvist af motorvejen.

Forestil dig din lokale Netto med intet andet end øl på hylderne. Ok. Dét, du ser for dig lige nu, er et tysk Getränkemarkt, og de findes faktisk over alt dernede. Tyskerne er nemlig ubeskriveligt tilfredse med øl. Og så er de i øvrigt også glade for kikset, påtaget engelsk, så i FRESH+COOL i Herford brugte jeg en god times tid på at sammensætte seks kasser blandet bayersk bryg fra særligt udvalgte fabrikanter, som jeg aldrig ville kunne finde i Danmark. Ved kassen indtraf katastrofen: Jeg kunne kun betale med kontanter – tyskere er nemlig ikke så glade for fremskridt. Der var fem minutter til lukketid og fem kilometer til nærmeste hæveautomat.

Butiksindehaveren gik med til at holde længere åbent, hvis jeg lovede at være tilbage inden for et kvarter. Efter den obligatoriske, Hillerød-agtige stime af røde lys nåede jeg frem til banken, hvor automaten lystigt annoncerede ”Ausser Betrieb”. Og hvis jeg ikke allerede havde følt det snige sig ind på mig undervejs, mærkede jeg det tydeligt nu: Der var noget, der var vigtigere for mig end det danske fodboldlandshold, selv under en slutrunde, selv på vej hen til deres knock-out kamp i og mod nabonationen. For jeg foldede hænderne og anmodede om en byttehandel:

Kære Gud, lad mig finde en hæveautomat, der virker, så jeg kan få mine Engelbräu og Landwehrbräu med mig. Hvis det har interesse, er jeg villig til at give afkald på en dansk sejr i morgen.

Jeg gik herpå rundt om bygningen og fandt gud-hjalp-mig en funktionel hæveautomat på den anden side. Og FRESH+COOL var stadig cool med det hele, da jeg vendte tilbage med kontanterne, selv om det endte med at tage mig tyve minutter.

På kampdagen stod jeg op i Dortmund-forstaden Unna, spiste Nürnberger Bratwürste til morgenmad, monterede en telefonholder i forruden på min bil og gav mig derpå til at køre rundt i Ruhrdistriktet og filme fabrikker. I et butikscenter i Duisburg, hvor jeg købte en 640 siders kaffebordsbog om områdets Industriekultur, mødte jeg et par andre danskere, der var hastigt på vej videre mod Dortmund, 60 kilometer østpå. Jeg tænkte kortvarigt over, om jeg også snart skulle tage den vej, men fortsatte derpå selv sydpå mod Düsseldorf.

Først midt på eftermiddagen var jeg tilbage på hotellet i Unna, hvor jeg kunne konstatere, at min landsholdstrøje stank så meget af sved fra gårsdagens ølstress, at jeg nu på kampdagen måtte ty til min røde Henri Lloyd-polo. Det kostede mig så et knytnæveslag i maven en times tid senere, da jeg på vej ind på værtshuset Wenkers i det centrale Dortmund møvede mig forbi en flok Hansa Rostock-tilhængere, der desværre havde set Football Factory og kendte deres tøjmærker. Jeg købte en stor Dortmunder Export til gerningsmanden, hvilket altid virker, hvis man vil have en undskyldning fra nogen, man ikke kan banke. Han købte derpå også en omgang. Og så kom den igen: følelsen af, at noget var vigtigere for mig end Danmark. At jeg var en del af noget større end selveste DBU. Jeg hyggede mig jo gevaldigt her blandt hundredvis af tyske tilhængere. Og ligesom i Duisburg optrådte tanken om den danske fanzone på en måde som et pres, noget jeg burde være en del af, nu når jeg var taget helt herned. Først efter yderligere en runde og en lang samtale om flora og fauna ved søerne i Mecklenburg-Vorpommern, valgte jeg at tjekke ud.

Jeg takkede min overfaldsmand og hans venner for godt selskab og gik langt om længe ud mod Westpark, hvor de andre danskere holdt til. Undervejs stoppede jeg i en kiosk for at købe mere Dortmunder Export. Jeg havde brug for at blive mere fuld for at finde ud af, hvad jeg i virkeligheden havde lyst til denne dag, ud over at blive mere fuld. Jeg satte mig på kantstenen og nød min dåseøl.

Jeg nåede mindre end en halv time blandt de tusindvis af feststemte landsmænd under sommersolen i den danske fanzone. Ikke fordi der var noget som helst galt med dem. Men endnu en øl, vist min ottende halvliters på to timer, forklarede mig, at lige præcis dét her havde jeg prøvet så mange gange før: nationalsangen fra en flot, fælles strube og Dodo & The Dodo’s på dundrende højttalere. Absolut intet her fortalte mig, at jeg ikke befandt mig i Fælledparken. Værtsnationen kunne jeg ikke mærke noget som helst til hér.

Så jeg forlod igen Westpark, fandt Bierhaus DUB-Krug om hjørnet og faldt over endnu en Export fra fad i snak med en tysk YouTuber, der forgæves prøvede at få mig til at sige noget sjovt. Eller i hvert fald noget, som også hun syntes var sjovt.

Den rødhvide fanmarch tog jeg del i. Og det var en uforglemmelig oplevelse at være med til at oversvømme gaderne, netop fordi gadenavnene ikke var danske. Undervejs blev jeg endda tilbudt at købe en billet til en absolut fair pris, men da vi nåede frem til stadion og jeg igen lod min promille oversætte mine ønsker, takkede jeg nej og sneg mig i stedet gennem afspærringerne ind på parkeringspladserne foran hjemmeholdets tribuner. Her stødte jeg, en time før kampstart, på to tørstige tyskere, Kai fra Essen, stor tilhænger af Rot-Weiss, og Anton fra Braunschweig, stor modstander af Hannover 96. Vi nåede at give hinanden en omgang Helles hver, inden jeg spurgte, om ikke de skulle til at skynde sig ind på deres pladser, hvis de skulle nå at få nationalsangen med.

”Den har vi sunget så mange gange før. Det her er meget mere interessant,” svarede Kai.

Først da tissetrangen blev for stor, sagde vi pænt farvel og Viel Glück (hvilket tyskerne som bekendt fik brug for), og jeg stavrede lykkelig væk fra stadion, med lyddønningerne fra holdenes entré og en bræmme af hidsige tordenbyger bag mig. I lokaltoget mod Unna så jeg starten af kampen på en iPad, som en tysk familie gavmildt vendte over mod mig fra pladserne over for mig. Under uvejret, som afbrød den en time, spiste jeg en Wienerschnitzel mit Pommes på hotellet og fik en sidste fadøl, mens personalet klappede af de gennemblødte danske gutter, der dansede regndans på TV-skærmen.

Og da anden halvleg startede og Danmark blev snydt for et mål, sekunder inden Tyskland fik foræret et straffespark, lå jeg i min seng på værelset og tænkte, at denne tur og denne dag simpelthen ikke kunne have været bedre.