Daggry i Dundee

Skotland og jeg kom mildest talt skævt ind på hinanden.

Under mit første besøg i marts 1997 måtte en agtpågivende taxachauffør redde mig fra minimum en omgang tæsk, da han opdagede, at jeg var udstyret med både en Celtic-trøje og et enten misforstået eller ondsindet tip fra en butiksekspedient i London om at tage til Govan. Som åbenbart var (og er) Rangers’ heartland. Og da han rystet, men beslutsomt, i stedet havde kørt mig ud i den modsatte ende af Glasgow, tilbragte jeg et par timer liggende rystende af kulde på fortovet foran en pub, inden jeg vågnede og brugte formiddagen på at finde ud af, at det ikke var til at få en billet til dagens udgave af Old Firm, selv om jeg som sølle – og i de år sjælden – Celtic-dansker havde kæmpet mig hertil med bus gennem flere døgn og flere lande. En udgave, der i øvrigt blev afgjort til Rangers’ fordel af en vis anden dansker. Such a perfect day…

I januar 2000 flyttede jeg så ind i en lejlighed i Edinburgh, i hvad der skulle vise sig at være et af byens mest berygtede gangsterområder, for at tilbringe et halvt år som journalistpraktikant på avisen The Scotsman. Det ophold fik heller ikke nogen god start. Efter mindre end en uge skred min roommate, som skulle have boet sammen med mig alle seks måneder, hjem til Danmark og sin nye kæreste, hvilket efterlod mig med hele huslejen og dermed betragteligt færre pints end planlagt.

Dagen efter blev jeg kaldt til side på redaktionen, hvor redaktøren bød mig velkommen for derpå at lade mig vide, at virksomheden netop havde fået nye ejere og at de havde opsagt praktikaftalen med Journalisthøjskolen. Jeg ville få stillet en plads og en computer til rådighed, hvis jeg ønskede at blive, men jeg ville ikke få nogen vejledning og jeg kunne heller ikke forvente at få nogen opgaver. Da overvejede jeg at droppe Skotland. Jeg havde trods alt også en kæreste hjemme i Danmark.

Men jeg blev. På grund af gode kolleger på redaktionen. De havde ondt af den ensomme, overflødige udlænding fra den tomme lejlighed i det modbydelige Tollcross kvarter, nok også fordi de kunne se, at jeg var begyndt at få måne allerede i en alder af 24 år. Men de så også, at jeg blev ved med at møde ind til et arbejde, der ikke var der, og at jeg nok så væsentligt blev ved med at tage med dem på pub bagefter. Her viste jeg hurtigt talent for at tilegne mig den lokale dialekt, og så nægtede jeg i øvrigt til udbredt tilfredshed at omtale skotsk whisky ved brug af det nedsættende udtryk Scotch. Måske der alligevel ville falde nogle opgaver af til mig?

Og på grund af Celtic, som jeg havde holdt med i mere end ti, stort set trofæløse år. Hvor havde jeg tit stået på Paddy Go Easy hjemme i Aarhus og drømt om at følge dem tættere på. Men også den del af mit skotske eventyr bød indledningsvist på visse udfordringer. Eller hvis jeg skal vikle mig ud af corporate-eufemismerne: lort med lort på.

Mit første besøg nogensinde på Celtic Park blev slet ikke til noget. Lørdag 29. januar 2000 var jeg ellers mødt op på den lokale International Bar i Tollcross, hvorfra der altid – ud over en lind strøm af trusler om likvidering af udefrakommende – afgik supporterbusser til Celtic- kampe, og drukket mine sommerfugle i maven godt fulde, inden den korte tur med de andre stamgæster over Harthill til Glasgow.

Harthill er en højt beliggende grænsebakke mellem Lothian, det beskyttede, østlige skotske lavland med Edinburgh i nogenlunde ro og fred ved den sindige Forth fjord, og det langt mere udsatte Lanarkshire, hvor vestenvindene og Atlanterhavs-regnen tæsker løs på Skotlands største by og er med til pænt sagt at give den karakter af et håndværkertilbud. Så det var først ved nedkørslen herfra, at det gik op for os, hvor meget det blæste denne dag på vestsiden af højdedraget. Faktisk var en del af tagkonstruktionen på The Lisbon Lions Stand i akut fare for at blive revet med, og på grund af sammenstyrtningsfaren var pokalkampen mellem Celtic og Inverness Caledonian Thistle nu i fare for at blive aflyst. Hvilket den også endte med at blive mindre end en time før kick off. I modsætning til de 5.000 tilrejsende Caley-tilhængere havde vi i det mindste ikke knap 300 kilometer hjem igen, men nu var det altså anden gang i mit liv, at jeg var nået frem til stadionmurene rundt om Paradise uden at kunne komme ind.

En uge senere lykkedes det så endelig. Alle sad ned, mange endda også ved de to Celtic-scoringer i første halvleg, og der var ingen slagsange – kun frustration over en katastrofal resultatstime under den fejlcastede manager John Barnes og et Rangers-forspring i mesterskabsparløbet, der allerede inden opgøret var på hele ni point. Trods 2-0 føringen endte Celtic med at tabe 2-3.

Yderligere tre dage senere gik det så helt galt. Den udsatte kamp mod Caley Thistle, på dette tidspunkt nummer seks i den næstbedste række, endte som et historisk lavpunkt med et skandaløst 1-3 nederlag, der udløste en øjeblikkelig fyreseddel til John Barnes. Og en følelse af, at det var min skyld det hele: Det var anden gang, jeg var til stede på Celtic Park, og det var Celtics andet hjemmebanenederlag i træk efter blot et enkelt de foregående ni måneder. ”Super Caley go ballistic, Celtic are atrocious” lød rubrikken i The Scottish Sun dagen efter. Det var et genialt take på Mary Poppins-sangen ”Supercalifragilisticexpialidocious”, og vurderet på den anstrengte stemning på The Scotsman-redaktionen onsdag morgen, vidste de ansatte allerede da, at konkurrentens forside også årtier senere ville hænge i ramme på væggene i ikke bare Inverness, men også i halvdelen af Glasgow og det meste af Edinburgh. Jeg overvejede at smide håndklædet i ringen. Det var allerede gennemblødt af regn og tårer efter to uger i Skotland.

Men vendepunktet kom, det kom hurtigt og af alle steder kom det på et af Skotlands sørgeligste stadionanlæg i en af landets sørgeligste byer.

Lørdag eftermiddag 12. februar 2000 tog jeg for fjerde gang på to uger plads i den bus, som medlemmerne af Heriot-Watt & Edinburgh University Celtic Supporters Club stillede til rådighed for stamkunderne på International Bar (på skiltet i forruden stod der for overskuelighedens skyld kun HW CSC). Ikke helt uventet eller urimeligt for den sags skyld blev jeg mødt med velkomsten ”Ah, The Jinxer from Jutland” fra et par af de andre passagerer, men de tilbød mig hurtigt en dåse Tennent’s Lager for at understrege, at klubbens resultater ikke var min, men John Barnes’ skyld. Og han var væk nu, afløst af Kenny Dalglish. En ny dag var gryet. Så meget som den nu kan en vinterdag i Dundee.

Skotlands fjerdestørste by var i om muligt endnu værre forfatning end Celtic. Under og efter den industrielle revolution blev Dundee kaldt ”Juteopolis” som hjemsted for verdens største produktion af jutetekstil, et materiale, der bruges til sækkelærred. Nu var byen selv i sækken. I sidste halvdel af 1800-tallet beskæftigede de 62 lokale møller 50.000 af byens dengang knap 70.000 indbyggere. I 1980’erne var industrien helt væk, samtidig med at lukningen af de lokale skibsværfter kostede yderligere 10.000 arbejdspladser. Først i 2001 blev der igangsat en genopretningsplan til 1 milliard pund for Dundee.

Det er en underdrivelse at kalde byens to klubber for naboer. Der er præcis 183 meter mellem Dens Park, hjemsted for Dundee FC siden 1899, og Tannadice, hvor Dundee United spiller, stiftet som Dundee Hibernian i 1909 af en flok irske immigranter, der arbejdede på jutemøllerne. Normalt ville man sige, at et stadionområde med udsigt over resten af byen, har en flot beliggenhed. Men i dette tilfælde var den udsigt ikke nogen fordel: en kantet, granitgrå masse foran en halvt tilfrosset, helt tåget fjord. Jeg havde med andre ord stadig til gode at se noget som helst smukt i Skotland, der ikke befandt sig i Edinburgh. De begyndende snebyger hjalp ikke. Og det gjorde det heller ikke at træde ind på Dens Park.

Det var i sandhed et besynderligt, om ikke afskyeligt, syn: Vores overdækkede langsidetribune, South Stand, gik kun til midterlinjen. Derefter var der en kvart banelængdes ståpladser uden tag og længst nede i det sydvestlige hjørne en græs- eller rettere mudderskråning foran et olmt højhus, som det nu kraftige snefald kæmpede for at skjule. Bag de to mål lignede det ganske vist et rigtigt stadion med et par habile, stejle endetribuner med siddepladser i nogenlunde ly for vejret. Men modsat vores pladser mødte mit blik mere makværk: en langside, der ganske vist gik fra mållinje til mållinje, men som var knækket på midten som en boomerang. De tilskuere, der sad ud for midterlinjen, havde betydeligt længere ind til banen end dem, der havde plads ved hjørneflagene. Til gengæld var de næsten alle anbragt højt oppe. For kun halvdelen af det nederste afsnit havde almindelige tilskuerpladser. Den anden halvdel var forbeholdt nogle rum, som jeg virkeligt håbede ikke var VIP bokse. Vurderet på det truende mørke bag ruderne, ville det have været mere sandsynligt at finde torturinstrumenter end sponsorer derinde.

Tænk sig, at det var hér, i denne forsømte by, på denne rodebunke af et stadion, at jeg kom til at opleve min første lykkerus i Skotland, ikke bare som Celtic-tilhænger men som en ung mand, der på dette tidspunkt i livet virkelig trængte til en opmuntring.

Stemningen var forrygende. Celtic havde både den ene tribune bag mål og den halve langside, hvor jeg befandt mig. Akustikken var perfekt. Slagsangene, leveret i en blanding af trods, mod vejret, mod Rangers, mod den forulykkede sæson og selvfølgelig mod Nordirland som en del af Storbritannien, havde den dér snert, der river i trommehinderne. Og fordi de tre scoringer i vores 3-0 sejr alle faldt i det sidste kvarter, var jubelscenerne ekstatiske, selv på siddepladserne. Som vi i øvrigt ikke sad på en eneste gang denne dag. Jeg havde min diktafon med mig og fik optaget nogle lydklip, blandt andet ved Mark Vidukas 2-0-mål, som jeg den dag i dag hører med næsten lige så stor fornøjelse som noget med Slayer.

Busturen tilbage til Edinburgh foregik i komplet mørke. Men dybt inde i mig var en spinkel flamme blevet tændt, som den dag i dag brænder som et bål: Måske var jeg alligevel havnet det ikke helt forkerte sted på det ikke helt forkerte tidspunkt.

Dagen efter tog jeg med kystbanen tilbage til Dens Park med en akkreditering fra The Scotsman til League Cup-semifinalen mellem Ebbe Skovdahls Aberdeen og Dundee United, der skulle spilles på en lidt sær form for neutral grund. Nu glimtede solen i den funklende fjord, mod syd skinnede markerne og mod nord højdedragene af nyfalden sne, ved havnefronten klukkede det majestætiske skib RRS Discovery, der i 1901 førte Kaptajn Scott & Ernest Shackleton til Antarktis, på en pub neden for højhuset ved Dens Park fik jeg en insisterende pint af en Dundee FC-tilhænger, der elskede sin smukke by så meget, at han meget gerne ville hjælpe United-tilhængerne med at tæve de tilrejsende fra Aberdeen, hvis muligheden skulle byde sig.

Og fra min lækre plads på boomerangtribunen sad jeg under kampen og tænkte, at Dens Park for altid ikke bare ville være det stadion, hvor jeg for første gang med egne øjne så Celtic vinde, men også det sted, hvor jeg var på min første rigtige arbejdsdag som journalist.