Dagbog fra Derby

Mandag 28/4 kl. 8:50

”To Derby County Press Office. I hereby place an accreditation request for your upcoming match against Stoke City.”

Onsdag 30/4 kl. 11:30

Hi, thanks for the email and for getting in touch. I am afraid any access in our press area on a matchday is to be accredited with Data Co.

Onsdag 30/4 kl. 16:00

”Reg. accreditation for Derby County-Stoke City I have been advised to reach out to you by Derby County Football Club.”

Dear Thomas. Thanks for your email. Unfortunately, we are unable to assist with your request at this late stage. Please note that we require at least 10 days notice prior to the match commencing for single match requests.

”That is very unfortunate as I wasn’t even aware of my travel destination until after the results of the penultimate round.”

Fredag 2/5 kl. 16:22

Næsten 50 minutter for sent rører Ryan Airs flyvende fængsel endelig England. Forsinkelser er noget af det eneste, de ikke tager ekstra gebyrer for, men i dette tilfælde ville jeg have betalt med glæde. For det var lige præcis nok til, at alle dagens skyer nåede at drive væk fra både Lincolnshire, Yorkshire og Greater Manchester, så jeg uhindret kunne nyde synet af alle de gode, gamle ligabyer og deres stadioner: Grimsby, Scunthorpe, Doncaster, Huddersfield, Rochdale, Bury og Stockport. Det ville ikke have været muligt til annonceret tid. Af hjertet tak, Michael O’Leary! Men selv om sigtbarheden er god, kan jeg stadig ikke helt se for mig, hvor jeg befinder mig om et døgn. Derby-Stoke var mit førstevalg, men det gode ved ikke at kunne komme ind til nogen kampe er, at der så heller ikke er et bestemt sted, hvor man er nødt til at tage hen.

Fredag 2/5 kl. 17:35

D’oh. Forsinkelsen har betydet, at Drivalia har overladt min reserverede lejebil til en anden kunde. Det må de åbenbart, hvis den er på mere end en time. Se selv side 32 i lejebetingelserne. Så jeg må til lommerne og opgradere lejemålet til en af de få resterende biler her ved indkørslen til en Bank Holiday weekend – en el-bil, der koster det dobbelte, selv om den er endnu mindre end den tre-dørs Volkswagen UP, jeg havde udset mig. Og så skal der også lige tegnes en ny forsikring til 60 pund. Det er godt nok mange øl.

Fredag 2/5 kl. 18:15

Apropos øl. Første stop på min køretur er Tesco Metro i Macclesfield. Min kuffert har tom mave, men det hjælper 10 dåser Boddingtons, 10 dåser Abbot Ale og 18 dåser John Smith’s Extra Smooth på. Jeg prøver at omregne liter til kilo for at få en fornemmelse af, om jeg allerede har overskredet grænsen på 20,9 kilo bagage til hjemrejsen. Men jeg er sproglig student og giver hurtigt op.

Fredag 2/5 kl. 19:03

Jeg tjekker ind på Best Western Plus i Buxton efter en mageløs køretur op i Peak District. I Skotland er bakkerne uden bevoksning på grund af århundreders græssende får og efterspørgsel på tømmer. Her, på ryggen af England, skyldes skaldetheden primært årtiers forurening fra industrialiseringens fødebyer. Nu om dage er der dog ingen skorstensrøg. Da jeg holdt ind til siden for at nyde udsigten for et kvarters tid siden, kunne man mod nord se helt til Manchester, og i vest udgjorde Snowdonia-bjergene i Wales et majestætisk sæt designer-solbriller inden det forestående flammehav på himlen. Buxton er Englands højst beliggende købstad. Måske kan jeg få overblik over mine muligheder i morgen herfra. Men først en omgang fish & chips og en Bakewell Best Bitter fra det lokale bryggeri. Det hører sig til.

Lørdag 3/5 kl. 9:30

Selv om jeg stadig er mæt efter måltidet i aftes, levner jeg ikke så meget som en klat ketchup på min morgenmadstallerken. Sådan går det, når man kan skræddersy sin helt egen Full English Breakfast og dermed frasortere baked beans. En beslutning skal tages, og den skal tages på bristefærdig mave: Hvor skal vi hen, du? Til Burnley, hvor hjemmeholdet måske kan vinde rækken og udeholdet måske nå en playoff-plads? Til Leeds, der ikke spiller hjemme, men dog er det mest sandsynlige sted at fejre et trofæløft i dag? Til Sheffield, hvor Blackburn også kan nå i top 6? Eller til Derby, selv om jeg stadig er småfornærmet over afslaget på min ansøgning om akkreditering. Sådan var det sgu ikke, da jeg havde fast arbejde. Alle byer er nogenlunde lige langt fra Buxton, selv om jeg et eller andet sted slet ikke har lyst til at tage herfra. Sjældent har en engelsk by overrasket mig så positivt rent æstetisk. Jeg kunne spise friturestegt mad her i dagevis og stadig føle mig sund. Nå. Nu tænker du vist uden om, Thomas… Derby it is. Naboerne fra Stoke City kommer på besøg, og det er den eneste kamp, hvor begge klubber risikerer at ende på den ledige nedrykningsplads. Det kræver, at Luton, Hull og Preston vinder. Hvilket man slet ikke kan udelukke i denne tossede turnering.

Lørdag 3/5 kl. 12:20

Jeg smiler afvæbnende til udsmideren og trækker mit es: ”I’m from Denmark”. ”Alright, then”. Den virker altid. Han blev ellers lidt stram i betrækket, da jeg indrømmede, at jeg ikke var fra Derby. No away fans osv. Men nu er jeg i bogstaveligste forstand inde i varmen på The Neptune, som er et af de få steder her i byen, der viser Derby-Stoke på TV. Det er en rigtig Derby County-pub med billeder, trøjer og autografer i rammer overalt på væggene – og i en æresmontre en gammel habitjakke med hundredvis af pins. Den har tilhørt en legendarisk Derby-tilhænger, der døde for mange år siden. Folk omkring mig er søde, men hårde. Der er en grund til, at der holder tre salatfade parat ude foran. Hvis man ikke kan komme ind på Pride Park, for eksempel på grund af stadionkarantæne, er det på The Neptune, man ser kampen. En fyr bærer en kasket med bogstaverne DLF. Jeg antager, at det står for Derby Lunatic Fringe, klubbens eller rettere byens firm.

Lørdag 3/5 kl. 12:58

Stemningen er blevet ildevarslende, både på stadion og på pubben. Og så bliver det bekræftet med en grafik på skærmen, hvad mange allerede havde set på deres telefoner: Preston North End er kommet foran i Bristol. Ved Emil Riis. Udsmideren er heldigvis ikke i nærheden lige nu til at sladre om min nationalitet. Hull fører i Portsmouth, og Luton har svaret igen med det samme, da West Bromwich bragte sig foran 1-0 og har i øvrigt vundet de seneste tre kampe, blandt andet her i Derby. Det tegner ikke godt. Ved bordet bag mig bandes der over en tidligere Nottingham Forest-spiller, som må formodes at være involveret i dagens aktion.

Lørdag 3/5 kl. 13:04

”Albion have scored again”, råber en kvinde til mig. Hun henvender sig udelukkende til mig, da jeg er den eneste, der ikke står med min telefon fremme. Den pludseligt lettede stemning skal masseres ud i hver en afkrog af pubben. Luton er nemlig kommet bagud 1-3. Så er det lige meget med Hull og Preston. Og med vores egen kamp.

Lørdag 3/5 kl. 13:54

Jublen bryder for alvor løs. Først på skærmen, hvor både Derby- og Stoke-fans synger ”We’re staying up”, så i de i alt tre forskellige lokaler her på The Neptune. Det er ikke et klassisk jubelbrøl, der rammer på én, forløsende gang, men mere en lydbølge, der samler kraft ude på havet og over flere sekunder skyller ind over land – lyden af sidste spillerunde, hvor tusindvis af mennesker får den samme information men med sekunders mellemrum, afhængig af teleoperatør og udstyr. West Bromwich er kommet på 5-1, og nu kan det ikke gå galt. Kun for Hull, der startede dagen på nedrykningspladsen, men med dét point, de lige nu har med 1-1 i Portsmouth, overhaler Luton.

Lørdag 3/5 kl. 13:27

Slut her, der og alle vegne. Lettelsen er afdæmpet men reel. Også hos politiet uden for, der ikke skal kæmpe med hverken skuffede Derby- eller Stoke-fans. Alle er glade, undtagen dem fra Luton, og de befinder sig langt væk og er i øvrigt næppe specifikt sure på nogen her i byen. Et enkelt mål fra Portsmouth ville have reddet dem, men som kvinder verden over har vidst i generationer, skal man aldrig stole på sømænd.

Lørdag 3/5 kl. 16:58

Jeg puster ud på pubben The Royal Oak lidt syd for Macclesfield. Solen er fremme igen, og jeg sætter mig med en pint i den tilhørende Biergarten, vel det eneste alment accepterede tyske ord i England. Jeg fik ikke set nogen mål i dag, men jeg sidder alligevel med en følelse af at have valgt rigtigt. Kun i Leeds ville det have været sjovere – de vandt The Championship og dermed The English Football League på et mål i overtiden nede i Plymouth. Den slags betyder noget herovre, også selv om både Leeds og Burnley for længst er rykket op i Premier League. Jeg tjekker resultaterne længere nede i pyramiden. Bradford City har vundet 1-0 mod Fleetwood Town på et mål i det syvende tillægsminut og rykker dermed op i League One. Det var måske dér, man skulle have været, tænker jeg kortvarigt, inden solen igen dukker frem bag en forårssky på hastigt tilbagetog og minder mig om, at når man sidder med en øl ved en engelsk pub, er det altid det bedste sted i hele verden.