BLIV FODBOLDDONOR

Om lidt bli’r her stille. Om lidt er det forbi. Fik du set dét, du ville? Nej, jeg gjorde sgu ej.

Jeg har haft en sløj sæson, hvad angår at overvære fodbold på stadion: Right To Dream Park til Hillerød-Vendsyssel. Craven Cottage til Fulham-West Ham. Og Tottenham Hotspur Stadium til et historisk intenst North London Derby. Og med ”intenst” mener jeg det samme, som TV-kommentatorer, der er bange for at undersælge den dyrt indkøbte vare og derfor bruger dette ord i stedet for ”røvsygt”.

Craven Cottage inden Fulham-West Ham, september 2024. Foto: Thomas Gravgaard.

Her ved afslutningen på de europæiske klubturneringer 2024/2025 må jeg konstatere, at noget af det vigtigste, jeg har lært i mine første ni måneder som selvstændig, er, at man faktisk selv skal gøre noget for at få stadionbesøg i sin kalender, når man efter et kvart århundredes akkrediterings-tag-selv-bord ikke længere er fast tilknyttet et medieselskab med fodboldrettigheder. Og det hjælper så heller ikke, at den lokale klub på andet år har været forvist fra byen, hvor jeg bor. Ja, jeg ved det godt. Vejen til Farum er brolagt med dårlige undskyldninger.

Op til deadline på denne klumme har jeg derfor hengivet mig til lidt selvpineri: Hvilke kampe i den forgangne sæson ville jeg helst have været til stede til? Og hér tegner sig et klart mønster.

Min top 5 indeholder kun ét ligaopgør, Napoli-Cagliari. De øvrige fire er alle finaler i nationale pokalturneringer, disse besynderlige fortidslevn, som ikke kun Jürgen Klopp har pisset på i de senere år. Senest leverede Divisionsforeningen og DBU eksempelvis noget af en krydsstråle på den danske udgave ved at anbringe den på et stadion med plads til ca. 12.000 tilskuere. Hverken de eller Herning skal høre noget som helst for, at MCH Arena er omgivet af marker, men derfor behøver man jo ikke på den måde at braklægge en turnering, endda på dens 70 års fødselsdag.

En selfie på Wembley ville have været lidt federe… Foto: Thomas Gravgaard

Apropos 70 år, så var dét ventetiden for de Newcastle-tilhængere, der formåede at holde sig i live hele vejen fra klubbens seneste nationale titel i 1955 til den uventede 2-1 sejr over Liverpool FC i den engelske League Cup, der pludselig ikke føltes som den ”lille” engelske pokalturnering. Dén kamp er naturligvis også på min liste. Det samme er den ”store” engelske pokalfinale, som voksede sig endnu større, da Crystal Palace vandt sin første titel nogensinde. Hvis vi ser bort fra Zenith Data Systems Cup 1991. Og det gør vi.

De sidste to kampe på listen er de skotske pokalfinaler, af vidt forskellige, ja, faktisk kontrasterende årsager. Jeg har et forhold til Celtic, der gør, at jeg aldrig bliver træt af at se dem løfte trofæer. Med det antal, de skovler sammen i denne epoke, er der nok nærmere risiko for, at Callum McGregor bliver træt i armene. League Cup-finalen tilbage i december blev en historisk hæsblæsende udgave af Old Firm. Ja, den var intens, men den var også alt muligt andet. Efter en 1-0 føring til Rangers ved pausen, udviklede anden halvleg sig lettere hysterisk med stillingerne 1-1, 2-1 til Celtic, 2-2, 3-2 i 87. minut og 3-3 i 88. minut. I den forlængede spilletid blev Rangers snydt for et straffespark, hvilket vel bare understreger, at VAR ikke er andet end endnu et lillebitte skridt på en uendelig vej mod menneskelig perfektion. Og i straffesparkkonkurrencen reddede Kasper Schmeichel det fjerde Rangers-forsøg, så Celtic vandt den 5-4. Når et hold normalt er så suveræne som Celtic, kan det bare noget lige akkurat at vriste en pokal ud af arvefjendernes greb. Og dermed endda gå forbi dem i det samlede trofæregnskab.

Men den samme suverænitet er med til at forklare, hvorfor jeg egentlig også gerne ville have været til Scottish Cup-finalen for lidt over en uge siden, selv om det endte helt anderledes.

Aberdeen FC havde ikke vundet den skotske pokalfinale siden 1990. Og siden de senest havde løftet League Cup-trofæet i 2014, havde Celtic sikret sig 10 mesterskaber, 8 x League Cup og 6 x Scottish Cup. I 2017 tabte Aberdeen begge pokalfinaler til Celtic, og i Scottish Cup-semifinalen for et år siden, efter heroiske overtidsudligninger mod overmagten i både den ordinære og forlængede spilletid, tabte de straffesparkkonkurrencen 5-6, hvorefter Celtic selvfølgelig vandt finalen.

Hampden Park inden den skotske League Cup-finale i 2000. Skuffelsen over triumfen lyser allerede ud af Celtic-tilhængerne. Foto: Thomas Gravgaard

Allerede i 2000, hvor jeg selv var på Hampden Park til League Cup-finalen mellem Celtic og Ebbe Skovdahls Aberdeen, oplevede jeg en sær form for skam under pokaloverrækkelsen efter vores 2-0 sejr. Ingen var nemlig i virkeligheden rigtig glade den dag. Vi havde sat en solid føring over styr i ligaen og vidste allerede denne solbeskinnede marts-søndag, at Rangers ville vinde mesterskabet – som var og er det eneste, der i virkeligheden tæller for dem og for os på det hjemlige podie. Da Tom Boyd løftede trofæet, lignede han en forpremiere på den betuttede Steven Gerrard anno 2012 i færd med mod sin vilje at fremvise den engelske udgave for et høfligt Anfield få dage efter sejren i straffesparkkonkurrence mod Cardiff fra den næstbedste række. Havde Aberdeen i stedet vundet, ville festen, glæden og taknemmeligheden have været kolossal. Der var nemlig allerede gået 10 år siden den seneste anledning, så de var dæleme heller ikke glade efter slutfløjtet. Slet ikke den flok, der omringede vores supporterbus ved et langsommeligt lyskryds i Glasgow for at få os ud til en omgang Aberdonian Street Dancing. Jeg sad på resten af køreturen hjem til Edinburgh med en følelse af at have stjålet mad fra en sultende og efterfølgende kasseret det, fordi der manglede en smule salt.

Derfor blev jeg faktisk på en måde glad, da det forleden endelig lykkedes for Aberdeen at slå os på Hampden: på en dybere og mere filantropisk måde, end hvis vi havde slået dem. Det kan virke patroniserende, for Aberdeen vandt jo også ved egen hjælp og ikke kun på grund af velgørenhed, selv om Kasper Schmeichel var så venlig at score selvmål kort før tid. Men kendsgerningen er, at jeg ret hurtigt inde bag den instinktive irritation, følte et smil brede sig fra brystet op til mundvigene. Jeg havde det akkurat, som når jeg efter en blod-donation får en SMS om, at den nu er kommet en anden til gavn. Nok så væsentligt mærkede jeg også en anden, mere egoistisk glæde, samtidig: Endnu en pokalfinale i denne skønne sæson havde evnet at forbløffe mig.

Den slags skal man ikke tage for givet i moderne fodbold. Og hvor ville jeg gerne på stedet have set Aberdeen-tilhængerne tage imod donationen, lige så forbløffede som mig, også selv om fagterne fra deres tribune vurderet på de YouTube-klip, jeg måtte nøjes med, i bydende britiske tradition ikke så meget udtrykte taknemmelighed som spørgsmålstegn ved de tabendes maskulinitet, seksuelle orientering og hjernekapacitet.

Næste sæson skal jeg sgu afsted noget oftere. Og hvis jeg ender til en finale, hvor dem jeg, jeg holder med, taber til nogle, der ellers aldrig vinder, skal jeg have hele ceremonien med.